Vandrerne og andre

Vandrerholdet.

Da vi kom, bestod holdet allerede af 9 personer fra Tyskland. De var kommet lørdag og havde allerede været ude på en tur søndag.

Vi blev sat til bords med Frau Bock fra Schleswig-Holstein, en i første omgang lidt reserveret kvinde, som er meget nærtagende med sin ernæring, og som var noget overrasket og overrumplet over første hårde vandretur. Så overrasket, at hun nok var ved at overveje at rejse hjem. Det var egentlig hendes beretning, der gav mig rigtig kolde fødder og tvivl, om denne tur. Hun er lærer eller pædagog, har vi henad vejen fundeet ud af, og hedder Kerstin til fornavn.

Tyskere er vel som udgangspunkt De's. Det var også én af Frau Bocks første kommentarer om eller til os, at vi danskere altid ”dutter”. Henad onsdag/torsdag, kom de gode tyskere så langt i deres kontakt til hinanden, at de gik hen og blev dus. Det føltes for mig som et meget stort og vigtigt skridt. Og vi erfarede via Kerstin Bock en del om vores vandrefæller.

I denne sammenhæng kan denne artikel være interessant

Der er 2 par fra Saarland. Det ligger i et hjørne af Tyskland, nærmest nord for Alsace. Kerstin Bock sagde på et tidspunkt noget om, at de lavede nogle franske sætningskonstruktioner. Det hørte jeg nu ikke noget til. Det kunne ellers være en interessant sproglig finurlighed. Den ene af mændene synger rigtig godt, hvilket han af og til giver en prøve på – også ude i terrænet. Da han trådte ind i ski- og støvlerummet efter mandagens march, udtalte han: Das ist ja wie die Gaskammern! Der lugtede jo af en blanding af klor fra spa'en og en vis mængde sure tæer. Og så siger man, at tyskere ikke har humor …. ? Fremme ved torsdag har vi fundet ud af, at sangeren hedder Markus, hans bror, som også er en lidt lun fætter, Heinrich, og Markus' hustru Heike.

Så er der et par og to mænd, som kommer fra Thüringen. De er de sejeste af vandrerne. De har været her mange år, og fra onsdag til torsdag overnatter de i en hytte oppe i bjergene for derefter at vandre videre til en bræ. Parret er læger, fandt vi ud af, da de en aften sad og spillede kort med et sæt kort, der var en reklamegave fra Astra. Thüringen ligger i det sydvestligste hjørne af det tidligere Østtyskland, og Thüringer Wald skulle også være et godt vandreområde.

Så er der et par fra Stuttgart. De går kun med hver anden dag. Det er egentlig en god strategi.

Mandag er der også ankommet et belgisk par, som jeg ikke har så meget indtryk af, andet end at F. siger at hustruen går godt. Ved ugens slutning er de tøet lidt op. Deres lukkethed skyldes vist kun, at de ikke taler supergodt tysk og endnu dårligere engelsk.

Andre gæster er en hollandsk familie med tre børn antagelig fra 10 til 17. De var med på vandreturen torsdag, hvor jeg jo så ikke var med. De har ellers vandret selv og overnattet i bjerghytter (disse er jo ofte nærmest som vandrerhjem), og har først senere fundet ud af, at Alpenhotel Tirol udbyder førte vandreture.

Hotellets personale får man jo også efterhånden et indtryk af. Der er den høje, senede Frau Cillie, der hver aften serverer for os. Den lillebitte sorthårede kvinde, som vistnok er gift med Peter Lorenz' bror, der arbejder i München, opfattede jeg aldrig navnet på. Og så er der den unge, sorthårede Sandra med det charmerende smil, som kommer fra Sauerland (Rheinland-Westfalen) og arbejder her, når det er sæson, fordi det ikke er til at finde så vellønnet arbejde i Tyskland. Hun lod os dele en Williams-snaps med frugt, fordi jeg var lidt skeptisk over for pæresnaps. Det betød også, at jeg skulle have en hel selv næste aften, for det smager ganske godt.

Og så er der selvfølgelig Peter Lorenz, vores vandrefører, der samtidig arbejder på hotellet, og ejer det eller skal arve det ... Han er lidt mindre end mig og vejer sikkert endnu mindre. En lille og stille mand, men tillidsvækkende og med overtalelsesevner. Iøvrgt utroligt opmærsom (ja, det er de alle, kan huske folks specielle ønsker til maden etc.) - han havde hørt F. nævne, at han havde fået en vabel på tommelfingeren af vandrestaven, så da vi på et tidspunkt stod ved receptionen og forhørte os om noget andet, kom han med et vabelplaster og ”forbandt” F. med en omsorg, der gav mig en lille mistanke, og imens hans far, Franz Lorenz og jeg spøgte lidt med ”Hier werden kleine Operationen ausgeführt”. Ja, Herr Lorenz den ældre har også et glimt i øjet næsten af Hausgaardsk type.

Sjovt, som man kommer ind på sådan en gruppe i løbet af sådan en uge. Man bliver helt ærgerlig, når folk begynder at tage hjem – ja også vi selv. Frau Bock var især ærgerlig over at skulle tage afsked med gruppen lørdag, men glad for, at vi blev til søndag. Men jeg er sikker på, at hun nok skal finde sig til rette i den nye gruppe. Hun er indstillet på at konversere høfligt med folk, og det har da med os udviklet sig til en god og hyggelig kontakt. Vi gav hende i hvert fald vores fælles e-mail-adresse, og håber på, at hun skriver, når hun kommer hjem til Schleswig-Holstein.