Lørdag

Vi havde løseligt talt med Kerstin Bock om, at vi ville gå vores egen tur lørdag,som ellers er vandrefri dag eller skiftedag; men først ved morgenmaden fik vi endelig aftalt det. Vore andre vandrefæller rejste hjemad. Vi fik sagt pænt farvel til Saarlænderne, som spiste ved vores nabobord (Thüringerne var blevet sat ind i et andet lokale, efter at hustruen til den ene mand var ankommet den aften, de kom hjem fra der alpehytteovernatning).

Det var skyet og koldt, da vi startede ud på vores vandring. Vi gik ad Uferweg og videre ad Mittelweg mod Wirl og derfra opad mod Zeinisjoch ved Kopp Stausee. Det gik jævnt opad men på en bred grusvej. På vejen passerede vi et hus, hvor de holdt lamaer. De havde det åbenbart fint ved at gå på skråninger. F. fik fotograferet en del.

Kerstin og jeg måtte lige på wc i Zeinisjoch gæstehuset, selv om vi ikke havde nogen småpenge, før vi gik videre. Så gik vi rundt om den inddæmmede sø. Det var ret fantastisk at gå på dæmningen med udsigt til søens mælkede blå flade til den ene side og dalen nedenfor på den anden side. Hvordan mon det hele ville se ud, hvis dæmningen ikke var der? Disse opdæmmede søer er jo lavet, så menneskene kan udnytte vandets kraft, når det passer os. Ellers ville vandet jo bare tordne nedad, når sneen smelter, og en stor del af energien ville gå til spilde ...

På den anden side af søen er der flot blandet skovbevoksning. Stien er smallere og løber langs skråningen ned til søen, forbi og over små vandfald og bække. Her er blandet bevoksning, som nok mest passer sig selv – er i hvert fald hverken plantet eller bliver udnyttet. Da vi var kommet rundt om søen, var solen kommet frem. Vi gik ind i gæstgiveriet og spiste lidt frokost. Jeg fik knødel med bacon i på Sauerkraut – og en Weizenbier. Vi damer måtte lige på wc en gang til, før vi gik videre, men kunne nu lægge mønter.

Vi gik samme vej tilbage mod Galtür. Vi tog lidt fotos ved et lille brusende og dampende vandfald, samt ved skilte, der angav dels grænsen mellem Vorarlberg og Tyrol (Galtür ligger i Tyrol) dels die europäische Wasserscheide (Rhein – Donau). På køreturen til Østrig er vi flere gange kommet forbi skilte, der sagde det samme. Det vandskel må jo også sno sig noget. Tænk at nogen har gjort sig umage med at tjekke og placere disse skilte og forfølge de små bække og fundet ud af, at den ene forener sig med Rhinen og den anden med Donau engang om flere hundrede kilometer. Jeg kan forstå, at man kan placere vandskellet i Jylland ...

Jeg fik kameraet, for jeg var nødt til at fotografere de alpekøer (Braunvieh ), som vi af og til mødte.

Vi gik tilbage ad Talweg og ned til Galtür ad nedgangen bag tennisbanen. Og så måtte vi alle tre lige lade badet vente til fordel for hotellets kagebuffet, som F. og jeg jo kunne nyde for sidste gang.

Aftensmaden var som altid god.

En særhed ved denne ferie har været, at vi har sovet dårligt og ikke har været særligt sultne. En af teorierne om dette fænomen går på, at kroppen har været så fuld af endorfiner på grund af motionen, at man dels har svært ved at falde til ro og dels ikke er sulten. Så hvis vi var blevet spist af med en ærgerlig buffet, ville vi nok have tabt os; men fordi der blev serveret den ene lækre ret efter den anden, skete dette ikke. Som tidligere nævnt har jeg svært ved at huske enkeltheder i denne perlerække af skønne retter; men jeg tror det gode østrigske køkken nyder godt af placeringen i dette smørhul med påvirkning fra spændende køkkenkulturer på alle sider, og med gode råvarer.