Søndag - hjemad

Det nye hold incl. Kerstin Bock havde fået instruktion lørdag aften. Her efter morgenmaden fik de deres madpakker og vandre-te-flasker.

Vi tjekkede ud. Havde pakket det meste aftenen før. Bar nu kufferter ned i bilen, som nærmest havde holdt stille hele ugen. Bortset fra den dag vi lige kørte til Ischgl for at få benzin på bilen. Da havde vi tænkt os, at vi lige ville kigge lidt på denne kendte turistby – (det er der, hvor de unge dyrker after-skiing, havde Sandra fortalt) – men byen så ærgerlig ud – ikke andet end hotel på hotel - tyskerne kalder det ein Bettenburg.

Vi fik afregnet med Herr Lorenz den ældre, imens Peter Lorenz havde travlt med sin nye vandregruppe. Han fik dog lige tid til også at sige pænt farvel til os – og bede F. sende ham en CD med billeder. Vi fik også sagt farvel til Kerstin Bock. Hun lovede os at sende en e-mail, når hun kommer hjem efter endnu en uges vandring.

Tante Kylling havde allerede i den forløbne uge kundgjort, at hun ikke ville køre retur via højalpevejen, men tage omvejen længere mod øst til Landeck. Her følger vejen den lille flod Trisanna, der starter i Galtür – dannet af to bække (Jambach og Vermunt Bach), og på vejen bliver den til en bred og rivende flod. Fra Landeck skal man så tilbage mod vest mod Bludenz. Arlbergpasset klarer man normalt via en tunnel ... men netop i dag var der sket et uheld i tunnellen, og vi blev sendt ad vejen over Arlbergpasset! Altså alligevel en bjergvej til Tante Kylling. Hmmm!

Nå, denne vej var dog en hel del bredere, så det var OK. Og vi kørte tilbage ind i Sydtyskland. Der var lidt dårlig stemning i bilen. F. forklarede senere, at han jo altid bliver lidt depri ved slutningen af en ferie. Nå, ja. OK, OK.

Jeg kørte et langt stykke lige til før Hannoversche Münden. Jeg havde booket et hotel i Lutterberg, som ligger imellem motorvejen og Hann. Münden. Det er lige midt i de store bakker omkring Kassel.

Det var relativt nemt at finde Gasthof zum weissen Ross i den lille søvnige by, Lutterberg. Det er et tostjernet hotel, og heller ikke så godt som udrejsens hotel i Schlitz, men dog OK. Vi holdt ind og fik vores nøgle uden at skulle udfylde noget som helst eller skrive under på noget.

Det er et gammelt gæstgiveri, og gulvet i værelset er lidt skævt og knirker; men det har sikkert knirket lige siden 1700-tallet, så det holder vel en nat til. Først sad vi lidt ude på den lille terrasse oven på en tilbygning, der senere er lavet til den gamle gård, som der er billede af i spisesalen. Senere gik vi ned og fik aftensmad. Igen en hel del mere gutbürgerlich end vi har fået i den forgangne uge, men bedre end jeg havde ventet af stedet. Man sidder og spiser i baren. Stedet ser ud til at blive brugt lidt af de lokale – og derudover af chauffører, det ligger jo også perfekt tæt på motorvejen, selv om de må efterlade deres lastbiler tættere på motorvejen.

Efter aftensmadden gik vi en tur i den lille by og lidt ud over de omgivende marker, hvorfra man tydeligt kan høre motorvejen.