Jeg kommer til at tænke på en vis film, når jeg læser denne artikel fra Politiken.dk
Katolikker kan altså også føle sig trådt for nær af den "hellige" ytringsfrihed.
14. december 2008
10. december 2008
En vis indsigt. Tror jeg.
Kender I disse her sutsko med skaft? De her bløde støvler, som blev moderne sidste år, og som man åbenbart ikke kan gå i uden at gå skævt. Sådan ser det i hvert fald ud, når man går bagved unge piger med den slags støvler på.
Jeg er kommet frem til den indsigt - eller måske kun antagelse - at disse støvler er udtryk for generationens provokatoriske sjusk og derved er en parallel til drengenes hængerøvsbukser. På samme måde som det i min ungdom var provokativt - og de gamle kaldte det sjusk - når drengene lod deres hår vokse langt. Har jeg ret? Lad mig få et svar fra nogen, der virkelig har forstand på sagen!
Jeg er kommet frem til den indsigt - eller måske kun antagelse - at disse støvler er udtryk for generationens provokatoriske sjusk og derved er en parallel til drengenes hængerøvsbukser. På samme måde som det i min ungdom var provokativt - og de gamle kaldte det sjusk - når drengene lod deres hår vokse langt. Har jeg ret? Lad mig få et svar fra nogen, der virkelig har forstand på sagen!
3. december 2008
Alle kneb gælder - eller GH-kuren mod vinterdepression
Nej, jeg vil da ikke påstå, at jeg lider af vinterdepression - sådan rigtigt. En rigtig depression er vist ikke noget at spøge med.
Men som så mange andre bliver jeg da modløs, sløv etc. af at gå rundt i vintermørket. For at undgå det har jeg følgende strategi:
Men som så mange andre bliver jeg da modløs, sløv etc. af at gå rundt i vintermørket. For at undgå det har jeg følgende strategi:
- En daglig spadseretur i frokostpausen for at se eller mærke lidt dagslys.
- Og måske ville det være en god ide med lidt vellyd i ørene om morgenen på fodturen fra stationen til kontoret. I hvert fald Kate Bush har da omsat sollys til lyd.
14. november 2008
Du skal ikke bande ad mig!
Hvad er der nu galt med en smule gammeldags velopdragenhed, så man i det mindste ikke bander i telefonen, når man har fat i en forretningsforbindelse !!!! (Måtte bare af med lidt galde, som man jo ikke kan lade gå ud over kunderne!)
8. november 2008
Mange afslører hemmeligheder i toget ...
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/11/08/025307.htm?rss=true
Nu troede jeg lige, at jeg var kommet i nyhederne. Men nej, jeg afslører aldrig firmhemmeligheder i toget. Allerhøjst mine private. Og det er jo ikke nær så slemt ...!!
Nu troede jeg lige, at jeg var kommet i nyhederne. Men nej, jeg afslører aldrig firmhemmeligheder i toget. Allerhøjst mine private. Og det er jo ikke nær så slemt ...!!
Fru Nyrup
Dagens kändis count: 1 - nemlig Lone altså Lone .... altså Poul Nyrups kone - hvad er det nu hun hedder ... ?? Dybkær? Men i hvert fald - spottet da hun stod af toget i Nyborg.
27. oktober 2008
"Frygtelig lykkelig" ?
Jeg forstår ikke, at den film har fået den titel. Frygtelig - jo. Men jeg så ikke spor af lykke nogen steder! Men, indrømmet, filmen har da givet anledning til lidt debat ved spisebordet. Så tankevækkende - eller måske rettere - foruruligende har den da været.
30. september 2008
Slovensk musik.
Denne gang huskede jeg det. Jeg har jo lovet mig selv, at når jeg besøger andre lande, så vil jeg hjembringe noget lokalt folkemusik - gerne sådan lidt moderniseret. Så heldigvis var der lige over for vores hotel i Ljubljana en lille musikforretning, hvor den venlige unge pige lod mig lytte til et par forskellige CD'er. (Hun talte og forstod glimrende engelsk). Efter først at have lyttet til lidt "up-beat" instrumentalmusik med alt for skingre balkan-harmonikaer og -klange bad jeg om noget med mere sang og endte så med at indkøbe en CD med Brina. Jeg vender tilbage med en anmeldelse. Den snurrer p.t. i bilen og er ikke så ringe endda.
Slovenien er OK
Fra den 22. til den 25. september var jeg i Slovenien (med firmaet). Det er et fint lille land, såvidt jeg kan se - den mest vestligt udviklede del af det tidligere Jugoslavien. Bjerge hist og her, især oppe i nordvest, hvor de faktisk er en del af Alperne. Her dog præget af kalksten (som jeg i hvert fald ikke rigtig lagde mærke til i Østrig), hvilket også giver mulighed for drypstenshuler, som den kæmpestore grotte, som vi besøgte i Postojna.
Hovedstaden Ljubljana ligger ved Ljublanica floden og i øvrigt i et bredt fladt område (dog lige med undtagelse af den top, hvor slottet ligger) og er en tiltalende og ikke for stor by - 300.000 indbyggere. Der er pæne bygninger og en masse cafeer og barer langs floden, hvor vi ikke rigtig havde tid til at sidde og hygge os ... (that's business).
Nok endnu et besøg værd. Let's see, what time brings ....
Hovedstaden Ljubljana ligger ved Ljublanica floden og i øvrigt i et bredt fladt område (dog lige med undtagelse af den top, hvor slottet ligger) og er en tiltalende og ikke for stor by - 300.000 indbyggere. Der er pæne bygninger og en masse cafeer og barer langs floden, hvor vi ikke rigtig havde tid til at sidde og hygge os ... (that's business).
Nok endnu et besøg værd. Let's see, what time brings ....
18. september 2008
14. september 2008
Lukning
Jeg tror, jeg vil lukke GHeysersprut som selvstændig blog. Jeg brokker mig for lidt. I stedet vil GHeysersprut komme til at figurere som etiket på denne blog.
31. august 2008
Tønder Festival - søndag
Søndag eftermiddag var vi til Songwriters Circle. Nogle kunstnere sidder i en HALV(fordi det nu er en scene)-cirkel. Det var Bruce Guthro, der var ”konferencier” og bandt det hele sammen. Det gør han også udmærket.
I cirklen sad:
J.P. Cormier, som er en god historiefortæller fra Canada - han fortæller også gode historier i sine sange. Det er vist hans cajun-klingende navn, der har afholdt mig fra at høre ham tidligere.
Sierra Noble er en ung og køn canadier. Synger OK og har skrevet nogle udmærkede sange. Oprindelig slog hun igennem som violinist.
Anthony da Costa er kun 17 år og lidt kikset nørdet. OK sange blot på guitar.
Madison Violet var der også. Og Frk. McIsac blev på scenen hele eftermiddagen og akkompagnerede på violin.
Der er den ulempe ved songwriters circles, at de fleste af kunstnerne sidder ned og synger og spiller, så man kan ikke se dem, medmindre man sidder langt fremme.
Efter pausen kom der et nyt hold songwriters på scenen:
Eivör (kan jeg dog ikke slippe for hende?) Men hun har altså ramt noget, som folk kan lide. Hun sang bl.a. en traditionel færøsk sang – sikkert sådan en dansefolkevise, hvis titel hun oversatte til Troldbunden. Og den gav hun faktisk helt godt.
Eddi Reader. Hun har ikke skrevet så mange ting selv, så hun sang bl.a. også en om Skotlands herligheder skrevet af hendes guitarist(?), og den er ret god.
Boo Hewerdine var der igen. Han har lavet nogle gode tekster. De sange af hans, som Eddi Reader gav lørdag aften virkede sådan lidt som håndværk. De sange, han selv gav i dag, var lidt mere interessante.
Justin Townes Earle er en høj ung duknakket fyr. Han er lidt rå i stilen, men altså ikke for rå.
Molly og Tim O'Brien kom nærmest med som gæster. Det var vist Eddi Reader, der hid- eller påkaldte dem. Men de endte som meget centrale dele af sættet. Molly synger rigtig godt(tjek hendes MySpace-profil!), og bror Tim (som ellers er noget af en hængemule at se på) strakte sig faktisk så vidt, at han smilte op til flere gange.
Alt i alt har det været en god festival. Musikalsk måske ikke de helt store wow-oplevelser, men gennemgående god musik. Og vejret har været fantastisk med sol begge dage.
I damernes badetelt var der dog den specielle oplevelse i år, at vandet var koldt. Så det begrænsede badetiden. F. sagde, at i badevognene med kabiner var der ikke ret meget tryk på vandet.
30. august 2008
Tønder festival - lørdag
Morgenmad med udsigt over "prærien" - eller som den senere kom til at hedde: "The pissing Fields" (se senere) - solskin og hvepse omkring basserne.
Lørdag eftermiddag holdt J og D koncert-fri. Vi havde alle været på indkøbstur i Süderlügum, og de ville ud og se Nolde-museet.
Vi andre gik til koncert i telt 2. Her startede Mathias Grip. (Ja, han sagde ikke noget om, hvad hans far hedder ..). Han havde taget en hel del gamle sange (bl.a. Lyset af Grundtvig) og sat nye melodier og bluegrass-poppede arrangementer til. Han havde Rasmus Zeeberg og Henrik Jansberg med samt nogle flere og en banjospillende pige (Sine Bach Rüttel) – Folkflokken. Det lød glimrende. Af og til lidt unødvendigt at sætte nye melodier på; men det er fint, at han bruger de gamle tekster og således holder dem i live.
Efter dem kom endnu et "projekt" - Mads Langer og Jens Lysdal og nogle flere bl.a. Nikolaj Busk. Det var avanceret eftertænksom, nærmest melankolsk musik, nogle interessante tekster af Mads Langer, som var fint pakket ind, bl.a. i strygermusik. Faktisk noget af det mest interessante musik, jeg hørte på festivalen i år.
Herefter skiftede vi telt, for Seaquins skulle afslutte i telt 1. I telt 2 fangede vi så det meste af Baskery's sæt. De er svenske og søstre og spiller Bluegrass-rock. Man skal lede længe efter en banjo med mere strøm på. Det kører i fuld fart derudad og er egentlig ganske underholdende.
Efter koncerten gik vi tilbage til lejren på prærien, og det var på det tidspunkt, jeg omdøbte området - det var da 2 - 3 mænd, som mænd nu gør, stod med spredte ben og let fremskudt underliv og rettede strålen ud mod dette allerede våde område.
Koncerten i Telt 1 lørdag aften startede med Madison Violet. Det er to canadiske piger, den ene hedder Lisa McIsac og er søster til Ashley. De spiller iørefaldende sange på guitar og violin og synger i fine harmonier. Har vist ofte selv skrevet sangene. De havde en bassist med og fik også besøg af bror Ashley for en kort bemærkning.
Altan var i midten. Og det er gedigen irsk traditionel musik. De leverer varen, og deres sangerinde, Mairéad Ní Mhaonaigh, synger faktisk rigtig godt!
Det var Eddie Reader, der sluttede af. Hun synger stadig mest pop. Det er jo hende, der engang hittede med Perfect, som hun også sluttede af med. Hun havde Boo Hewerdine med blandt en del andre.
Vi havde ellers snakket med J. og D. om at mødes ved festivalgrillen, men jeg fik en sms om, at de var returneret til teltet ... (jaja, de unge mennesker ...) så vi andre gik upstairs i festival-pubben og nød en Leffe ...
Lørdag eftermiddag holdt J og D koncert-fri. Vi havde alle været på indkøbstur i Süderlügum, og de ville ud og se Nolde-museet.
Vi andre gik til koncert i telt 2. Her startede Mathias Grip. (Ja, han sagde ikke noget om, hvad hans far hedder ..). Han havde taget en hel del gamle sange (bl.a. Lyset af Grundtvig) og sat nye melodier og bluegrass-poppede arrangementer til. Han havde Rasmus Zeeberg og Henrik Jansberg med samt nogle flere og en banjospillende pige (Sine Bach Rüttel) – Folkflokken. Det lød glimrende. Af og til lidt unødvendigt at sætte nye melodier på; men det er fint, at han bruger de gamle tekster og således holder dem i live.
Efter dem kom endnu et "projekt" - Mads Langer og Jens Lysdal og nogle flere bl.a. Nikolaj Busk. Det var avanceret eftertænksom, nærmest melankolsk musik, nogle interessante tekster af Mads Langer, som var fint pakket ind, bl.a. i strygermusik. Faktisk noget af det mest interessante musik, jeg hørte på festivalen i år.
Herefter skiftede vi telt, for Seaquins skulle afslutte i telt 1. I telt 2 fangede vi så det meste af Baskery's sæt. De er svenske og søstre og spiller Bluegrass-rock. Man skal lede længe efter en banjo med mere strøm på. Det kører i fuld fart derudad og er egentlig ganske underholdende.
Efter koncerten gik vi tilbage til lejren på prærien, og det var på det tidspunkt, jeg omdøbte området - det var da 2 - 3 mænd, som mænd nu gør, stod med spredte ben og let fremskudt underliv og rettede strålen ud mod dette allerede våde område.
Koncerten i Telt 1 lørdag aften startede med Madison Violet. Det er to canadiske piger, den ene hedder Lisa McIsac og er søster til Ashley. De spiller iørefaldende sange på guitar og violin og synger i fine harmonier. Har vist ofte selv skrevet sangene. De havde en bassist med og fik også besøg af bror Ashley for en kort bemærkning.
Altan var i midten. Og det er gedigen irsk traditionel musik. De leverer varen, og deres sangerinde, Mairéad Ní Mhaonaigh, synger faktisk rigtig godt!
Det var Eddie Reader, der sluttede af. Hun synger stadig mest pop. Det er jo hende, der engang hittede med Perfect, som hun også sluttede af med. Hun havde Boo Hewerdine med blandt en del andre.
Vi havde ellers snakket med J. og D. om at mødes ved festivalgrillen, men jeg fik en sms om, at de var returneret til teltet ... (jaja, de unge mennesker ...) så vi andre gik upstairs i festival-pubben og nød en Leffe ...
29. august 2008
Tønder Festival - fredag
Vi ankom til festivalpladsen i fin sol. Det havde regnet lidt på vejen; men vi gik glip af den ellers obligatoriske tordenbyge på vej ind i Tønder.
Imens vi slog telt op, fik vi sms fra J og D, at de kom lidt senere, men havde honningkager med til kaffen. Vi har fundet plads på kanten af et område, der ellers er afspærret, fordi der er for vådt ...
Vi skulle alle 4 til koncert i Hal 1. Valravn startede. Havde de virkelig mere strøm på end i Haslev? Mange af sangene var de samme. Der kom en ekstra sangerinde på nogle af sangene.
Eivør var på som nr. 2 og irriterende som sædvanlig. Denne gang havde hun et lille band med, som egentlig var OK.
Seaquins var et projekt til lejligheden bestående af 12 piger fra DK (Ditte Fromsejer og Kristine Sand, som vi også har set blandt afgangsholdet) Sverige, Finland (forfriskende nyt indslag), Skotland, Canada. De spillede nogle sange sammen og nogle i mindre grupper. Der var et par rigtig gode sangerinder. Især skotske Inge Thompson (med tørklæde og ingen øjenbryn) har en rigtig god og speciel stemme. Jeg går og ønsker, at hun får meget tid til at glæde denne verden med den skønne stemme, før hun bliver overført til John Wright's kor. Ud over at kunne synge spillede disse piger jo på en række instrumenter: der var en del violiner, en fløjte og en del harmonikaer og guitarer.
Imens vi slog telt op, fik vi sms fra J og D, at de kom lidt senere, men havde honningkager med til kaffen. Vi har fundet plads på kanten af et område, der ellers er afspærret, fordi der er for vådt ...
Vi skulle alle 4 til koncert i Hal 1. Valravn startede. Havde de virkelig mere strøm på end i Haslev? Mange af sangene var de samme. Der kom en ekstra sangerinde på nogle af sangene.
Eivør var på som nr. 2 og irriterende som sædvanlig. Denne gang havde hun et lille band med, som egentlig var OK.
Seaquins var et projekt til lejligheden bestående af 12 piger fra DK (Ditte Fromsejer og Kristine Sand, som vi også har set blandt afgangsholdet) Sverige, Finland (forfriskende nyt indslag), Skotland, Canada. De spillede nogle sange sammen og nogle i mindre grupper. Der var et par rigtig gode sangerinder. Især skotske Inge Thompson (med tørklæde og ingen øjenbryn) har en rigtig god og speciel stemme. Jeg går og ønsker, at hun får meget tid til at glæde denne verden med den skønne stemme, før hun bliver overført til John Wright's kor. Ud over at kunne synge spillede disse piger jo på en række instrumenter: der var en del violiner, en fløjte og en del harmonikaer og guitarer.
26. august 2008
Nu strides de lærte.
Nu strides de lærde om min knyst ....!
Ringede til min egen læge i dag - nu har jeg jo fået gennemført min beslutning om vandreferie, og så tænkte jeg, at nu må det næste skridt tages.
Så jeg ringede altså til min praktiserende læge for at spørge, hvem der så skulle henvise mig til operationen, han eller ortopædkirurgen.
Min læge havde jo fået skrivelsen fra ortopæd'en og sagde, at jeg endelig ikke skulle få foretaget en stivgørende operation, medmindre jeg gik rundt i et smertehelvede ....! Og det gør jeg jo ikke (om det så er knysten, der er skyld i mit knæproblem, det er så en anden sag - og jo kun et problem, når jeg forsøger mig som bjergged).
Ortopæd'ens udmelding var jo nærmest, at operation var min eneste redning!
Ja, hva' så nu ....???? Nu har jeg fået serveret 2 modstridende holdninger fra sagkundskaben. Så kan jeg jo gå og overveje argumenterne - og se tiden - og knysten - an. Og så f.eks. tage sagen op med dommedagsortopæd'en igen.
Og ikke lytte for meget til folk, der fortæller om en bekendt, der gik for længe med en knyst med det resultat, at hun fik fjernet storetåen!! Folk er så fulde af gode råd!
Ringede til min egen læge i dag - nu har jeg jo fået gennemført min beslutning om vandreferie, og så tænkte jeg, at nu må det næste skridt tages.
Så jeg ringede altså til min praktiserende læge for at spørge, hvem der så skulle henvise mig til operationen, han eller ortopædkirurgen.
Min læge havde jo fået skrivelsen fra ortopæd'en og sagde, at jeg endelig ikke skulle få foretaget en stivgørende operation, medmindre jeg gik rundt i et smertehelvede ....! Og det gør jeg jo ikke (om det så er knysten, der er skyld i mit knæproblem, det er så en anden sag - og jo kun et problem, når jeg forsøger mig som bjergged).
Ortopæd'ens udmelding var jo nærmest, at operation var min eneste redning!
Ja, hva' så nu ....???? Nu har jeg fået serveret 2 modstridende holdninger fra sagkundskaben. Så kan jeg jo gå og overveje argumenterne - og se tiden - og knysten - an. Og så f.eks. tage sagen op med dommedagsortopæd'en igen.
Og ikke lytte for meget til folk, der fortæller om en bekendt, der gik for længe med en knyst med det resultat, at hun fik fjernet storetåen!! Folk er så fulde af gode råd!
18. august 2008
Mandag - hjemad
Vi kunne først få morgenmad kl. 8. Vi snakkede lidt om, at det da er lidt sent for både chauffører og folk på forretningsrejse. Men de vælger måske også lidt mere mondæne steder. For os var det nu OK. Og morgenmadsudvalget var også OK, om end ikke overdådigt.
Vi havde jo kun haft den lille rejsetaske med inde, så det var også nemt nok at få tjekket ud og komme videre.
Hmm. Hvad mere? Resten af hjemrejsen var vel begivenhedsløs og vi var hjemme sådan midt på eftermiddagen.
En OK ferierejse med nogle anderledes oplevelser end vi plejer.
Snart tid til at overveje næste år ....
Vi havde jo kun haft den lille rejsetaske med inde, så det var også nemt nok at få tjekket ud og komme videre.
Hmm. Hvad mere? Resten af hjemrejsen var vel begivenhedsløs og vi var hjemme sådan midt på eftermiddagen.
En OK ferierejse med nogle anderledes oplevelser end vi plejer.
Snart tid til at overveje næste år ....
17. august 2008
Søndag - hjemad
Det nye hold incl. Kerstin Bock havde fået instruktion lørdag aften. Her efter morgenmaden fik de deres madpakker og vandre-te-flasker.
Vi tjekkede ud. Havde pakket det meste aftenen før. Bar nu kufferter ned i bilen, som nærmest havde holdt stille hele ugen. Bortset fra den dag vi lige kørte til Ischgl for at få benzin på bilen. Da havde vi tænkt os, at vi lige ville kigge lidt på denne kendte turistby – (det er der, hvor de unge dyrker after-skiing, havde Sandra fortalt) – men byen så ærgerlig ud – ikke andet end hotel på hotel - tyskerne kalder det ein Bettenburg.
Vi fik afregnet med Herr Lorenz den ældre, imens Peter Lorenz havde travlt med sin nye vandregruppe. Han fik dog lige tid til også at sige pænt farvel til os – og bede F. sende ham en CD med billeder. Vi fik også sagt farvel til Kerstin Bock. Hun lovede os at sende en e-mail, når hun kommer hjem efter endnu en uges vandring.
Tante Kylling havde allerede i den forløbne uge kundgjort, at hun ikke ville køre retur via højalpevejen, men tage omvejen længere mod øst til Landeck. Her følger vejen den lille flod Trisanna, der starter i Galtür – dannet af to bække (Jambach og Vermunt Bach), og på vejen bliver den til en bred og rivende flod. Fra Landeck skal man så tilbage mod vest mod Bludenz. Arlbergpasset klarer man normalt via en tunnel ... men netop i dag var der sket et uheld i tunnellen, og vi blev sendt ad vejen over Arlbergpasset! Altså alligevel en bjergvej til Tante Kylling. Hmmm!
Nå, denne vej var dog en hel del bredere, så det var OK. Og vi kørte tilbage ind i Sydtyskland. Der var lidt dårlig stemning i bilen. F. forklarede senere, at han jo altid bliver lidt depri ved slutningen af en ferie. Nå, ja. OK, OK.
Jeg kørte et langt stykke lige til før Hannoversche Münden. Jeg havde booket et hotel i Lutterberg, som ligger imellem motorvejen og Hann. Münden. Det er lige midt i de store bakker omkring Kassel.
Det var relativt nemt at finde Gasthof zum weissen Ross i den lille søvnige by, Lutterberg. Det er et tostjernet hotel, og heller ikke så godt som udrejsens hotel i Schlitz, men dog OK. Vi holdt ind og fik vores nøgle uden at skulle udfylde noget som helst eller skrive under på noget.
Det er et gammelt gæstgiveri, og gulvet i værelset er lidt skævt og knirker; men det har sikkert knirket lige siden 1700-tallet, så det holder vel en nat til. Først sad vi lidt ude på den lille terrasse oven på en tilbygning, der senere er lavet til den gamle gård, som der er billede af i spisesalen. Senere gik vi ned og fik aftensmad. Igen en hel del mere gutbürgerlich end vi har fået i den forgangne uge, men bedre end jeg havde ventet af stedet. Man sidder og spiser i baren. Stedet ser ud til at blive brugt lidt af de lokale – og derudover af chauffører, det ligger jo også perfekt tæt på motorvejen, selv om de må efterlade deres lastbiler tættere på motorvejen.
Efter aftensmadden gik vi en tur i den lille by og lidt ud over de omgivende marker, hvorfra man tydeligt kan høre motorvejen.
Vi tjekkede ud. Havde pakket det meste aftenen før. Bar nu kufferter ned i bilen, som nærmest havde holdt stille hele ugen. Bortset fra den dag vi lige kørte til Ischgl for at få benzin på bilen. Da havde vi tænkt os, at vi lige ville kigge lidt på denne kendte turistby – (det er der, hvor de unge dyrker after-skiing, havde Sandra fortalt) – men byen så ærgerlig ud – ikke andet end hotel på hotel - tyskerne kalder det ein Bettenburg.
Vi fik afregnet med Herr Lorenz den ældre, imens Peter Lorenz havde travlt med sin nye vandregruppe. Han fik dog lige tid til også at sige pænt farvel til os – og bede F. sende ham en CD med billeder. Vi fik også sagt farvel til Kerstin Bock. Hun lovede os at sende en e-mail, når hun kommer hjem efter endnu en uges vandring.
Tante Kylling havde allerede i den forløbne uge kundgjort, at hun ikke ville køre retur via højalpevejen, men tage omvejen længere mod øst til Landeck. Her følger vejen den lille flod Trisanna, der starter i Galtür – dannet af to bække (Jambach og Vermunt Bach), og på vejen bliver den til en bred og rivende flod. Fra Landeck skal man så tilbage mod vest mod Bludenz. Arlbergpasset klarer man normalt via en tunnel ... men netop i dag var der sket et uheld i tunnellen, og vi blev sendt ad vejen over Arlbergpasset! Altså alligevel en bjergvej til Tante Kylling. Hmmm!
Nå, denne vej var dog en hel del bredere, så det var OK. Og vi kørte tilbage ind i Sydtyskland. Der var lidt dårlig stemning i bilen. F. forklarede senere, at han jo altid bliver lidt depri ved slutningen af en ferie. Nå, ja. OK, OK.
Jeg kørte et langt stykke lige til før Hannoversche Münden. Jeg havde booket et hotel i Lutterberg, som ligger imellem motorvejen og Hann. Münden. Det er lige midt i de store bakker omkring Kassel.
Det var relativt nemt at finde Gasthof zum weissen Ross i den lille søvnige by, Lutterberg. Det er et tostjernet hotel, og heller ikke så godt som udrejsens hotel i Schlitz, men dog OK. Vi holdt ind og fik vores nøgle uden at skulle udfylde noget som helst eller skrive under på noget.
Det er et gammelt gæstgiveri, og gulvet i værelset er lidt skævt og knirker; men det har sikkert knirket lige siden 1700-tallet, så det holder vel en nat til. Først sad vi lidt ude på den lille terrasse oven på en tilbygning, der senere er lavet til den gamle gård, som der er billede af i spisesalen. Senere gik vi ned og fik aftensmad. Igen en hel del mere gutbürgerlich end vi har fået i den forgangne uge, men bedre end jeg havde ventet af stedet. Man sidder og spiser i baren. Stedet ser ud til at blive brugt lidt af de lokale – og derudover af chauffører, det ligger jo også perfekt tæt på motorvejen, selv om de må efterlade deres lastbiler tættere på motorvejen.
Efter aftensmadden gik vi en tur i den lille by og lidt ud over de omgivende marker, hvorfra man tydeligt kan høre motorvejen.
16. august 2008
Skudt over målet
På dette tidspunkt må det vel være på sin plads at indrømme, at jeg i løbet af ugen har indset, at jeg havde skudt over målet med denne ferie. Men hvem kunne vide, at Leicht bis mittelschwer betyder "middel til svært", når det oversættes fra høj-østrigsk til fladlandsdansk? Måske kunne jeg have sagt mig det selv. Lette vandringer i Østrig behøver folk ikke en guide til. Guiderne gider nok ikke kun gå og fortælle om Braunvieh og lavlandsurter. Nej, de vil fortælle om tindernes fønvinde og pege på Edelweiss.
Havde jeg haft tid - eller taget mig tid - til at opbygge en bedre kondition hjemmefra, havde det hele være meget nemmere. Men det er trods alt en tilfredsstillelse, at knysten og slidgigten ikke gav problemer - eller næsten ikke.
Flere vandreferier? Gerne! Om fusserne vil. Flere vandreferier i Galtür? Muligvis - om ikke andet så for at besøge den sportsforretning igen. Men sikkert vandring på egen hånd (fod!) måske med en eller to guidede ture for at få lidt udfordring ... ? Flere aktive ferier? Afgjort! Det er F. også med på.
Havde jeg haft tid - eller taget mig tid - til at opbygge en bedre kondition hjemmefra, havde det hele være meget nemmere. Men det er trods alt en tilfredsstillelse, at knysten og slidgigten ikke gav problemer - eller næsten ikke.
Flere vandreferier? Gerne! Om fusserne vil. Flere vandreferier i Galtür? Muligvis - om ikke andet så for at besøge den sportsforretning igen. Men sikkert vandring på egen hånd (fod!) måske med en eller to guidede ture for at få lidt udfordring ... ? Flere aktive ferier? Afgjort! Det er F. også med på.
Lørdag
Vi havde løseligt talt med Kerstin Bock om, at vi ville gå vores egen tur lørdag,som ellers er vandrefri dag eller skiftedag; men først ved morgenmaden fik vi endelig aftalt det. Vore andre vandrefæller rejste hjemad. Vi fik sagt pænt farvel til Saarlænderne, som spiste ved vores nabobord (Thüringerne var blevet sat ind i et andet lokale, efter at hustruen til den ene mand var ankommet den aften, de kom hjem fra der alpehytteovernatning).
Det var skyet og koldt, da vi startede ud på vores vandring. Vi gik ad Uferweg og videre ad Mittelweg mod Wirl og derfra opad mod Zeinisjoch ved Kopp Stausee. Det gik jævnt opad men på en bred grusvej. På vejen passerede vi et hus, hvor de holdt lamaer. De havde det åbenbart fint ved at gå på skråninger. F. fik fotograferet en del.
Kerstin og jeg måtte lige på wc i Zeinisjoch gæstehuset, selv om vi ikke havde nogen småpenge, før vi gik videre. Så gik vi rundt om den inddæmmede sø. Det var ret fantastisk at gå på dæmningen med udsigt til søens mælkede blå flade til den ene side og dalen nedenfor på den anden side. Hvordan mon det hele ville se ud, hvis dæmningen ikke var der? Disse opdæmmede søer er jo lavet, så menneskene kan udnytte vandets kraft, når det passer os. Ellers ville vandet jo bare tordne nedad, når sneen smelter, og en stor del af energien ville gå til spilde ...
På den anden side af søen er der flot blandet skovbevoksning. Stien er smallere og løber langs skråningen ned til søen, forbi og over små vandfald og bække. Her er blandet bevoksning, som nok mest passer sig selv – er i hvert fald hverken plantet eller bliver udnyttet. Da vi var kommet rundt om søen, var solen kommet frem. Vi gik ind i gæstgiveriet og spiste lidt frokost. Jeg fik knødel med bacon i på Sauerkraut – og en Weizenbier. Vi damer måtte lige på wc en gang til, før vi gik videre, men kunne nu lægge mønter.
Vi gik samme vej tilbage mod Galtür. Vi tog lidt fotos ved et lille brusende og dampende vandfald, samt ved skilte, der angav dels grænsen mellem Vorarlberg og Tyrol (Galtür ligger i Tyrol) dels die europäische Wasserscheide (Rhein – Donau). På køreturen til Østrig er vi flere gange kommet forbi skilte, der sagde det samme. Det vandskel må jo også sno sig noget. Tænk at nogen har gjort sig umage med at tjekke og placere disse skilte og forfølge de små bække og fundet ud af, at den ene forener sig med Rhinen og den anden med Donau engang om flere hundrede kilometer. Jeg kan forstå, at man kan placere vandskellet i Jylland ...
Jeg fik kameraet, for jeg var nødt til at fotografere de alpekøer (Braunvieh ), som vi af og til mødte.
Vi gik tilbage ad Talweg og ned til Galtür ad nedgangen bag tennisbanen. Og så måtte vi alle tre lige lade badet vente til fordel for hotellets kagebuffet, som F. og jeg jo kunne nyde for sidste gang.
Aftensmaden var som altid god.
En særhed ved denne ferie har været, at vi har sovet dårligt og ikke har været særligt sultne. En af teorierne om dette fænomen går på, at kroppen har været så fuld af endorfiner på grund af motionen, at man dels har svært ved at falde til ro og dels ikke er sulten. Så hvis vi var blevet spist af med en ærgerlig buffet, ville vi nok have tabt os; men fordi der blev serveret den ene lækre ret efter den anden, skete dette ikke. Som tidligere nævnt har jeg svært ved at huske enkeltheder i denne perlerække af skønne retter; men jeg tror det gode østrigske køkken nyder godt af placeringen i dette smørhul med påvirkning fra spændende køkkenkulturer på alle sider, og med gode råvarer.
Det var skyet og koldt, da vi startede ud på vores vandring. Vi gik ad Uferweg og videre ad Mittelweg mod Wirl og derfra opad mod Zeinisjoch ved Kopp Stausee. Det gik jævnt opad men på en bred grusvej. På vejen passerede vi et hus, hvor de holdt lamaer. De havde det åbenbart fint ved at gå på skråninger. F. fik fotograferet en del.
Kerstin og jeg måtte lige på wc i Zeinisjoch gæstehuset, selv om vi ikke havde nogen småpenge, før vi gik videre. Så gik vi rundt om den inddæmmede sø. Det var ret fantastisk at gå på dæmningen med udsigt til søens mælkede blå flade til den ene side og dalen nedenfor på den anden side. Hvordan mon det hele ville se ud, hvis dæmningen ikke var der? Disse opdæmmede søer er jo lavet, så menneskene kan udnytte vandets kraft, når det passer os. Ellers ville vandet jo bare tordne nedad, når sneen smelter, og en stor del af energien ville gå til spilde ...
På den anden side af søen er der flot blandet skovbevoksning. Stien er smallere og løber langs skråningen ned til søen, forbi og over små vandfald og bække. Her er blandet bevoksning, som nok mest passer sig selv – er i hvert fald hverken plantet eller bliver udnyttet. Da vi var kommet rundt om søen, var solen kommet frem. Vi gik ind i gæstgiveriet og spiste lidt frokost. Jeg fik knødel med bacon i på Sauerkraut – og en Weizenbier. Vi damer måtte lige på wc en gang til, før vi gik videre, men kunne nu lægge mønter.
Vi gik samme vej tilbage mod Galtür. Vi tog lidt fotos ved et lille brusende og dampende vandfald, samt ved skilte, der angav dels grænsen mellem Vorarlberg og Tyrol (Galtür ligger i Tyrol) dels die europäische Wasserscheide (Rhein – Donau). På køreturen til Østrig er vi flere gange kommet forbi skilte, der sagde det samme. Det vandskel må jo også sno sig noget. Tænk at nogen har gjort sig umage med at tjekke og placere disse skilte og forfølge de små bække og fundet ud af, at den ene forener sig med Rhinen og den anden med Donau engang om flere hundrede kilometer. Jeg kan forstå, at man kan placere vandskellet i Jylland ...
Jeg fik kameraet, for jeg var nødt til at fotografere de alpekøer (Braunvieh ), som vi af og til mødte.
Vi gik tilbage ad Talweg og ned til Galtür ad nedgangen bag tennisbanen. Og så måtte vi alle tre lige lade badet vente til fordel for hotellets kagebuffet, som F. og jeg jo kunne nyde for sidste gang.
Aftensmaden var som altid god.
En særhed ved denne ferie har været, at vi har sovet dårligt og ikke har været særligt sultne. En af teorierne om dette fænomen går på, at kroppen har været så fuld af endorfiner på grund af motionen, at man dels har svært ved at falde til ro og dels ikke er sulten. Så hvis vi var blevet spist af med en ærgerlig buffet, ville vi nok have tabt os; men fordi der blev serveret den ene lækre ret efter den anden, skete dette ikke. Som tidligere nævnt har jeg svært ved at huske enkeltheder i denne perlerække af skønne retter; men jeg tror det gode østrigske køkken nyder godt af placeringen i dette smørhul med påvirkning fra spændende køkkenkulturer på alle sider, og med gode råvarer.
15. august 2008
Mariæ Himmelfart
Fredag var helligdag og vandrefri dag – især fordi det regnede, som d'herrer Lorenz havde ventet. Vi sov længe; men vores mere religiøse vandrefæller gik til messe i den lille kirke. Det kunne ellers være interessant at opleve en katolsk messe. Kerstin Bock, som ikke er katolik, gav dog senere udtryk for, at det var noget træls gentagne gange at få at vide, at man har syndet ..!
Vi nordiske hedninge gik i stedet hen i Alpinarium, som er et fint museum om emnet at leve i og ved bjergene. Hvordan skal man – hvis man er dyr – eller hvis man er menneske - være indrettet for at leve i højderne. Noget om broerne og tunnelerne i bjergene – incl. de visioner, der indtil videre kun er visioner. Noget om erhvervene i Alperne med den stadig stigende betydning af turismen.
Vi blev våde af den korte gåtur hen til Alpinarium; men da vi havde været udstillingen igennem, var det blevet tørvejr, og solen var kommet frem. Det var dog stadig køligt.
Vi fandt en lille restaurant med Bauernkost – det mente vi, at vi ville have godt af efter næsten en uges gourmetkost. Vi fik rösti med spejlæg og salat – tænk, at jeg kan huske det – alle de supergode gourmet-menuer fra hotellet kan jeg ikke huske så mange detaljer om – kun at det var godt.
Eftermiddag? Måske har vi kigget TV eller tjekket internettet med hotellets forbindelse for at se, hvordan det gik de danske OL-deltagere.
Vi nordiske hedninge gik i stedet hen i Alpinarium, som er et fint museum om emnet at leve i og ved bjergene. Hvordan skal man – hvis man er dyr – eller hvis man er menneske - være indrettet for at leve i højderne. Noget om broerne og tunnelerne i bjergene – incl. de visioner, der indtil videre kun er visioner. Noget om erhvervene i Alperne med den stadig stigende betydning af turismen.
Vi blev våde af den korte gåtur hen til Alpinarium; men da vi havde været udstillingen igennem, var det blevet tørvejr, og solen var kommet frem. Det var dog stadig køligt.
Vi fandt en lille restaurant med Bauernkost – det mente vi, at vi ville have godt af efter næsten en uges gourmetkost. Vi fik rösti med spejlæg og salat – tænk, at jeg kan huske det – alle de supergode gourmet-menuer fra hotellet kan jeg ikke huske så mange detaljer om – kun at det var godt.
Eftermiddag? Måske har vi kigget TV eller tjekket internettet med hotellets forbindelse for at se, hvordan det gik de danske OL-deltagere.
14. august 2008
I'll take the low road
Torsdag skulle gruppen ind til Jamtalhütte for derfra at gå ind over bjergene. Tidligt om morgenen før vi stod op, var der en fornemmelse i min mave, der sagde, at den tur nok ville være så rigelig for mig, så jeg besluttede at blive i dalen.
Kort tid efter at gruppen var taget afsted, gik jeg så op igennem bydelen, Gaffelaar og ind i Jamtal for at finde op til Panoramaweg. Den startede som en sti op ad den jævnt skrånende bjergside, og jeg undrede mig lidt over, at den var angivet som en Nordic Walking rute på kortet, for der ville ikke rigtig være plads til at få gang i stavene. Den forblev en smal og lidt yderlig sti igennem skoven, da jeg var kommet lidt op. Men senere bredte den sig ud og blev let gangbar. Langs stien var der masser af oplysningstavler – især målrettet børn: om skoven og dens dyr og planter.
Her hvor jeg gik alene, så jeg da også nogle flere fugle: mejser og en gærdesmutte, og på et tidspunkt smuttede et sort egern over vejen og fortsatte længere op i skoven. Jeg tog mig god tid til at nyde udsigter: op i Jamtal, hvor der langt inde og oppe ligger en god del sne, og selvfølgelig ned over Galtür.
Panoramaweg slutter i Tschafein, hvor man kan vælge en del forskellige ruter tilbage til Galtür. Først holdt jeg en – for tidlig – rast og spiste en bolle, lynede ben af og tog solcreme på, for skyerne fra om morgenen var nu væk. Jeg gik over vejen og fandt – efter lidt søgen – opgangen til Talweg, som løber et stykke oppe ad bjergsiden nord for byen. Her er terrænet mere bart, altså uden opvokset skov. Her er buske og en masse blåbær og – er det tyttebær? Preiselbeere? Nogle mennesker går og plukker blåbær lidt højere oppe ad skråningen.
Jeg kom til et lille kapel, hvor jeg gik op og kiggede. Der er noget meget tiltalende ved disse små kapeller, hvor man i fred og ro kan takke Jomfru Maria for noget (der var hængt en masse små madonna-billeder op, nogle af dem med teksten Maria hat geholfen) Måske har jeg en indre katolik ..? Katolske helligdomme gør altid stort indtryk på mig – lige fra det mindste eng-kapel til Kölner Dom.
Jeg havde glemt at tage penge med, så jeg har ikke lyst til at gå ind nogen steder for at lette min blære, så jeg kan ikke gå videre fra Galtür, men må returnere mod hotellet. Jeg fandt en nedgang til byen ved tennisbanen over for hotellet.
Bad, kortskrivning og en lille tur i byen. Det var blevet koldt og blæsende, og jeg var helt bekymret for vandrerne i højden. Da jeg kom tilbage til værelset, var F. kommet hjem. Han havde været oppe i sneen og oppe ved en grænsepæl imod Schweiz. Og var i højt humør.
Efter aftensmaden blev der lidt "socializing". Os, Kerstin Bock, Saarlænderne og en yngre belgier, som havde sendt konen og de to unger op på værelset, så han kunne komme i baren. Han var åbenbart fra et tysk mindretal i Belgien – lige på højde med Köln, men sådan lidt rigeligt overrislet var han næsten umulig at forstå. Det var ellers rigtig hyggeligt, og de små milde østrigske snapse i forskellige smagsretninger kom i stimer.
Kort tid efter at gruppen var taget afsted, gik jeg så op igennem bydelen, Gaffelaar og ind i Jamtal for at finde op til Panoramaweg. Den startede som en sti op ad den jævnt skrånende bjergside, og jeg undrede mig lidt over, at den var angivet som en Nordic Walking rute på kortet, for der ville ikke rigtig være plads til at få gang i stavene. Den forblev en smal og lidt yderlig sti igennem skoven, da jeg var kommet lidt op. Men senere bredte den sig ud og blev let gangbar. Langs stien var der masser af oplysningstavler – især målrettet børn: om skoven og dens dyr og planter.
Her hvor jeg gik alene, så jeg da også nogle flere fugle: mejser og en gærdesmutte, og på et tidspunkt smuttede et sort egern over vejen og fortsatte længere op i skoven. Jeg tog mig god tid til at nyde udsigter: op i Jamtal, hvor der langt inde og oppe ligger en god del sne, og selvfølgelig ned over Galtür.
Panoramaweg slutter i Tschafein, hvor man kan vælge en del forskellige ruter tilbage til Galtür. Først holdt jeg en – for tidlig – rast og spiste en bolle, lynede ben af og tog solcreme på, for skyerne fra om morgenen var nu væk. Jeg gik over vejen og fandt – efter lidt søgen – opgangen til Talweg, som løber et stykke oppe ad bjergsiden nord for byen. Her er terrænet mere bart, altså uden opvokset skov. Her er buske og en masse blåbær og – er det tyttebær? Preiselbeere? Nogle mennesker går og plukker blåbær lidt højere oppe ad skråningen.
Jeg kom til et lille kapel, hvor jeg gik op og kiggede. Der er noget meget tiltalende ved disse små kapeller, hvor man i fred og ro kan takke Jomfru Maria for noget (der var hængt en masse små madonna-billeder op, nogle af dem med teksten Maria hat geholfen) Måske har jeg en indre katolik ..? Katolske helligdomme gør altid stort indtryk på mig – lige fra det mindste eng-kapel til Kölner Dom.
Jeg havde glemt at tage penge med, så jeg har ikke lyst til at gå ind nogen steder for at lette min blære, så jeg kan ikke gå videre fra Galtür, men må returnere mod hotellet. Jeg fandt en nedgang til byen ved tennisbanen over for hotellet.
Bad, kortskrivning og en lille tur i byen. Det var blevet koldt og blæsende, og jeg var helt bekymret for vandrerne i højden. Da jeg kom tilbage til værelset, var F. kommet hjem. Han havde været oppe i sneen og oppe ved en grænsepæl imod Schweiz. Og var i højt humør.
Efter aftensmaden blev der lidt "socializing". Os, Kerstin Bock, Saarlænderne og en yngre belgier, som havde sendt konen og de to unger op på værelset, så han kunne komme i baren. Han var åbenbart fra et tysk mindretal i Belgien – lige på højde med Köln, men sådan lidt rigeligt overrislet var han næsten umulig at forstå. Det var ellers rigtig hyggeligt, og de små milde østrigske snapse i forskellige smagsretninger kom i stimer.
13. august 2008
Vandrerne og andre
Vandrerholdet.
Da vi kom, bestod holdet allerede af 9 personer fra Tyskland. De var kommet lørdag og havde allerede været ude på en tur søndag.
Vi blev sat til bords med Frau Bock fra Schleswig-Holstein, en i første omgang lidt reserveret kvinde, som er meget nærtagende med sin ernæring, og som var noget overrasket og overrumplet over første hårde vandretur. Så overrasket, at hun nok var ved at overveje at rejse hjem. Det var egentlig hendes beretning, der gav mig rigtig kolde fødder og tvivl, om denne tur. Hun er lærer eller pædagog, har vi henad vejen fundeet ud af, og hedder Kerstin til fornavn.
Tyskere er vel som udgangspunkt De's. Det var også én af Frau Bocks første kommentarer om eller til os, at vi danskere altid ”dutter”. Henad onsdag/torsdag, kom de gode tyskere så langt i deres kontakt til hinanden, at de gik hen og blev dus. Det føltes for mig som et meget stort og vigtigt skridt. Og vi erfarede via Kerstin Bock en del om vores vandrefæller.
I denne sammenhæng kan denne artikel være interessant
Der er 2 par fra Saarland. Det ligger i et hjørne af Tyskland, nærmest nord for Alsace. Kerstin Bock sagde på et tidspunkt noget om, at de lavede nogle franske sætningskonstruktioner. Det hørte jeg nu ikke noget til. Det kunne ellers være en interessant sproglig finurlighed. Den ene af mændene synger rigtig godt, hvilket han af og til giver en prøve på – også ude i terrænet. Da han trådte ind i ski- og støvlerummet efter mandagens march, udtalte han: Das ist ja wie die Gaskammern! Der lugtede jo af en blanding af klor fra spa'en og en vis mængde sure tæer. Og så siger man, at tyskere ikke har humor …. ? Fremme ved torsdag har vi fundet ud af, at sangeren hedder Markus, hans bror, som også er en lidt lun fætter, Heinrich, og Markus' hustru Heike.
Så er der et par og to mænd, som kommer fra Thüringen. De er de sejeste af vandrerne. De har været her mange år, og fra onsdag til torsdag overnatter de i en hytte oppe i bjergene for derefter at vandre videre til en bræ. Parret er læger, fandt vi ud af, da de en aften sad og spillede kort med et sæt kort, der var en reklamegave fra Astra. Thüringen ligger i det sydvestligste hjørne af det tidligere Østtyskland, og Thüringer Wald skulle også være et godt vandreområde.
Så er der et par fra Stuttgart. De går kun med hver anden dag. Det er egentlig en god strategi.
Mandag er der også ankommet et belgisk par, som jeg ikke har så meget indtryk af, andet end at F. siger at hustruen går godt. Ved ugens slutning er de tøet lidt op. Deres lukkethed skyldes vist kun, at de ikke taler supergodt tysk og endnu dårligere engelsk.
Andre gæster er en hollandsk familie med tre børn antagelig fra 10 til 17. De var med på vandreturen torsdag, hvor jeg jo så ikke var med. De har ellers vandret selv og overnattet i bjerghytter (disse er jo ofte nærmest som vandrerhjem), og har først senere fundet ud af, at Alpenhotel Tirol udbyder førte vandreture.
Hotellets personale får man jo også efterhånden et indtryk af. Der er den høje, senede Frau Cillie, der hver aften serverer for os. Den lillebitte sorthårede kvinde, som vistnok er gift med Peter Lorenz' bror, der arbejder i München, opfattede jeg aldrig navnet på. Og så er der den unge, sorthårede Sandra med det charmerende smil, som kommer fra Sauerland (Rheinland-Westfalen) og arbejder her, når det er sæson, fordi det ikke er til at finde så vellønnet arbejde i Tyskland. Hun lod os dele en Williams-snaps med frugt, fordi jeg var lidt skeptisk over for pæresnaps. Det betød også, at jeg skulle have en hel selv næste aften, for det smager ganske godt.
Og så er der selvfølgelig Peter Lorenz, vores vandrefører, der samtidig arbejder på hotellet, og ejer det eller skal arve det ... Han er lidt mindre end mig og vejer sikkert endnu mindre. En lille og stille mand, men tillidsvækkende og med overtalelsesevner. Iøvrgt utroligt opmærsom (ja, det er de alle, kan huske folks specielle ønsker til maden etc.) - han havde hørt F. nævne, at han havde fået en vabel på tommelfingeren af vandrestaven, så da vi på et tidspunkt stod ved receptionen og forhørte os om noget andet, kom han med et vabelplaster og ”forbandt” F. med en omsorg, der gav mig en lille mistanke, og imens hans far, Franz Lorenz og jeg spøgte lidt med ”Hier werden kleine Operationen ausgeführt”. Ja, Herr Lorenz den ældre har også et glimt i øjet næsten af Hausgaardsk type.
Sjovt, som man kommer ind på sådan en gruppe i løbet af sådan en uge. Man bliver helt ærgerlig, når folk begynder at tage hjem – ja også vi selv. Frau Bock var især ærgerlig over at skulle tage afsked med gruppen lørdag, men glad for, at vi blev til søndag. Men jeg er sikker på, at hun nok skal finde sig til rette i den nye gruppe. Hun er indstillet på at konversere høfligt med folk, og det har da med os udviklet sig til en god og hyggelig kontakt. Vi gav hende i hvert fald vores fælles e-mail-adresse, og håber på, at hun skriver, når hun kommer hjem til Schleswig-Holstein.
Da vi kom, bestod holdet allerede af 9 personer fra Tyskland. De var kommet lørdag og havde allerede været ude på en tur søndag.
Vi blev sat til bords med Frau Bock fra Schleswig-Holstein, en i første omgang lidt reserveret kvinde, som er meget nærtagende med sin ernæring, og som var noget overrasket og overrumplet over første hårde vandretur. Så overrasket, at hun nok var ved at overveje at rejse hjem. Det var egentlig hendes beretning, der gav mig rigtig kolde fødder og tvivl, om denne tur. Hun er lærer eller pædagog, har vi henad vejen fundeet ud af, og hedder Kerstin til fornavn.
Tyskere er vel som udgangspunkt De's. Det var også én af Frau Bocks første kommentarer om eller til os, at vi danskere altid ”dutter”. Henad onsdag/torsdag, kom de gode tyskere så langt i deres kontakt til hinanden, at de gik hen og blev dus. Det føltes for mig som et meget stort og vigtigt skridt. Og vi erfarede via Kerstin Bock en del om vores vandrefæller.
I denne sammenhæng kan denne artikel være interessant
Der er 2 par fra Saarland. Det ligger i et hjørne af Tyskland, nærmest nord for Alsace. Kerstin Bock sagde på et tidspunkt noget om, at de lavede nogle franske sætningskonstruktioner. Det hørte jeg nu ikke noget til. Det kunne ellers være en interessant sproglig finurlighed. Den ene af mændene synger rigtig godt, hvilket han af og til giver en prøve på – også ude i terrænet. Da han trådte ind i ski- og støvlerummet efter mandagens march, udtalte han: Das ist ja wie die Gaskammern! Der lugtede jo af en blanding af klor fra spa'en og en vis mængde sure tæer. Og så siger man, at tyskere ikke har humor …. ? Fremme ved torsdag har vi fundet ud af, at sangeren hedder Markus, hans bror, som også er en lidt lun fætter, Heinrich, og Markus' hustru Heike.
Så er der et par og to mænd, som kommer fra Thüringen. De er de sejeste af vandrerne. De har været her mange år, og fra onsdag til torsdag overnatter de i en hytte oppe i bjergene for derefter at vandre videre til en bræ. Parret er læger, fandt vi ud af, da de en aften sad og spillede kort med et sæt kort, der var en reklamegave fra Astra. Thüringen ligger i det sydvestligste hjørne af det tidligere Østtyskland, og Thüringer Wald skulle også være et godt vandreområde.
Så er der et par fra Stuttgart. De går kun med hver anden dag. Det er egentlig en god strategi.
Mandag er der også ankommet et belgisk par, som jeg ikke har så meget indtryk af, andet end at F. siger at hustruen går godt. Ved ugens slutning er de tøet lidt op. Deres lukkethed skyldes vist kun, at de ikke taler supergodt tysk og endnu dårligere engelsk.
Andre gæster er en hollandsk familie med tre børn antagelig fra 10 til 17. De var med på vandreturen torsdag, hvor jeg jo så ikke var med. De har ellers vandret selv og overnattet i bjerghytter (disse er jo ofte nærmest som vandrerhjem), og har først senere fundet ud af, at Alpenhotel Tirol udbyder førte vandreture.
Hotellets personale får man jo også efterhånden et indtryk af. Der er den høje, senede Frau Cillie, der hver aften serverer for os. Den lillebitte sorthårede kvinde, som vistnok er gift med Peter Lorenz' bror, der arbejder i München, opfattede jeg aldrig navnet på. Og så er der den unge, sorthårede Sandra med det charmerende smil, som kommer fra Sauerland (Rheinland-Westfalen) og arbejder her, når det er sæson, fordi det ikke er til at finde så vellønnet arbejde i Tyskland. Hun lod os dele en Williams-snaps med frugt, fordi jeg var lidt skeptisk over for pæresnaps. Det betød også, at jeg skulle have en hel selv næste aften, for det smager ganske godt.
Og så er der selvfølgelig Peter Lorenz, vores vandrefører, der samtidig arbejder på hotellet, og ejer det eller skal arve det ... Han er lidt mindre end mig og vejer sikkert endnu mindre. En lille og stille mand, men tillidsvækkende og med overtalelsesevner. Iøvrgt utroligt opmærsom (ja, det er de alle, kan huske folks specielle ønsker til maden etc.) - han havde hørt F. nævne, at han havde fået en vabel på tommelfingeren af vandrestaven, så da vi på et tidspunkt stod ved receptionen og forhørte os om noget andet, kom han med et vabelplaster og ”forbandt” F. med en omsorg, der gav mig en lille mistanke, og imens hans far, Franz Lorenz og jeg spøgte lidt med ”Hier werden kleine Operationen ausgeführt”. Ja, Herr Lorenz den ældre har også et glimt i øjet næsten af Hausgaardsk type.
Sjovt, som man kommer ind på sådan en gruppe i løbet af sådan en uge. Man bliver helt ærgerlig, når folk begynder at tage hjem – ja også vi selv. Frau Bock var især ærgerlig over at skulle tage afsked med gruppen lørdag, men glad for, at vi blev til søndag. Men jeg er sikker på, at hun nok skal finde sig til rette i den nye gruppe. Hun er indstillet på at konversere høfligt med folk, og det har da med os udviklet sig til en god og hyggelig kontakt. Vi gav hende i hvert fald vores fælles e-mail-adresse, og håber på, at hun skriver, når hun kommer hjem til Schleswig-Holstein.
Onsdag
Onsdagen startede med støvregn og skyer, der hang nede imellem bjergene. Hr. Lorenz gav sig og os god tid – og skyerne tid til at lette. Og så afsted, først ad Uferweg mod Lareinthal. Min venstre støvle irriterede indersiden på min ankel – eller en af knoglerne. Det gør den engang imellem, og det hjælper ikke at jeg ændrer på snøringen. I Tschafein gik vi op igennem skoven og holdt en lille pause ved et skovkapel, som enten var bygget omkring et træ - eller i hvert fald var der placeret et træ (med troldeskæg og det hele), der, hvor alteret skulle have været. Det gav en god stemning; men som jeg kender katolicismen (og det vil sige: ikke særlig meget), vil de nødig blande den slags hedenskab ind i religionen ...? På bagvæggen hang der masser af madonna-billeder i mere eller mindre kitchet stil.
Vejen var god og bred, og gruppen fik god fart på. Det gik egentlig ikke vildt stejlt opad; men efter halvanden time var jeg bagerst og stønnede og pustede, og var urolig for at skulle gå nedad i halvanden time med et smertende knæ. Så jeg fik fat i F. og meddelte, at jeg ville vende om.
Det gjorde jeg så og gik nedad, stille og roligt og tog mig tid til at kigge mig omkring. Det viste sig, at jeg ikke havde problemer med denne nedstigning; men det var jo ikke til at vide. Jeg var lige ved at fortryde, at jeg ikke var gået videre. Der var en gammel plaquette et sted langs vejen, der fortalte, at en 23årig pige var styrtet ned her engang i gamle dage. Der stod, man skulle bede for hendes sjæl, og så ellers tænke på menneskets forgængelighed. En melodramatisk tegning på skiltet viste hende liggende over en gren, imens en person længere oppe løftede armene i jammer og afmagt.
(Se kort over området)
Helt nede i dalen gik jeg retur ad Uferweg og tilbage til hotellet. På en bænk ved Uferweg holdt jeg min frokostrast.
Da jeg havde været i bad, gik jeg i byen for at finde og købe nogle hygiejnebind. Det lykkedes ikke, så jeg må få de sidste til at holde perioden ud (hvilket også er muligt). Jeg var inde i et par levnedsmiddelbutikker – faktisk bagerbutikker, der var udvidet med drikkelse og slik – den anden havde også lidt kød. Jeg tjekkede også en af sportsforretningerne; der havde de til gengæld postkort, så jeg købte 6 kort og frimærker. Jeg tullede lidt rundt i byen på vej tilbage til hotellet og kom op i den bydel, som rækker lidt op imod Jamtal.
Ved en bæk, der kommer inde fra Jamtal (den hedder jo nok Jambach), lå nærmest en ruin, der havde været byens første vandkraftværk fra 20'erne og indtil '46 (var det vistnok), hvor byens elektricitetsforsyning var blevet overtaget af kraftværkerne ved Ill, en større flod længere inde imod Bludenz. Jeg fandt også svømmehallen.
Tilbage på hotellet satte jeg mig til at skrive postkort til min nevø, der fylder 1 år, med familie og til vores børn. Klokken var kun omkring 15, da F. trådte ind ad døren, han var glad og fro og havde gået rigtig godt. Da han han havde badet, gik vi ned for at købe kaffe og gøre os til gode af hotellets kagebuffet. Først gik jeg lige ned til den nærmeste gule postkasse med postkortene.
Vejen var god og bred, og gruppen fik god fart på. Det gik egentlig ikke vildt stejlt opad; men efter halvanden time var jeg bagerst og stønnede og pustede, og var urolig for at skulle gå nedad i halvanden time med et smertende knæ. Så jeg fik fat i F. og meddelte, at jeg ville vende om.
Det gjorde jeg så og gik nedad, stille og roligt og tog mig tid til at kigge mig omkring. Det viste sig, at jeg ikke havde problemer med denne nedstigning; men det var jo ikke til at vide. Jeg var lige ved at fortryde, at jeg ikke var gået videre. Der var en gammel plaquette et sted langs vejen, der fortalte, at en 23årig pige var styrtet ned her engang i gamle dage. Der stod, man skulle bede for hendes sjæl, og så ellers tænke på menneskets forgængelighed. En melodramatisk tegning på skiltet viste hende liggende over en gren, imens en person længere oppe løftede armene i jammer og afmagt.
(Se kort over området)
Helt nede i dalen gik jeg retur ad Uferweg og tilbage til hotellet. På en bænk ved Uferweg holdt jeg min frokostrast.
Da jeg havde været i bad, gik jeg i byen for at finde og købe nogle hygiejnebind. Det lykkedes ikke, så jeg må få de sidste til at holde perioden ud (hvilket også er muligt). Jeg var inde i et par levnedsmiddelbutikker – faktisk bagerbutikker, der var udvidet med drikkelse og slik – den anden havde også lidt kød. Jeg tjekkede også en af sportsforretningerne; der havde de til gengæld postkort, så jeg købte 6 kort og frimærker. Jeg tullede lidt rundt i byen på vej tilbage til hotellet og kom op i den bydel, som rækker lidt op imod Jamtal.
Ved en bæk, der kommer inde fra Jamtal (den hedder jo nok Jambach), lå nærmest en ruin, der havde været byens første vandkraftværk fra 20'erne og indtil '46 (var det vistnok), hvor byens elektricitetsforsyning var blevet overtaget af kraftværkerne ved Ill, en større flod længere inde imod Bludenz. Jeg fandt også svømmehallen.
Tilbage på hotellet satte jeg mig til at skrive postkort til min nevø, der fylder 1 år, med familie og til vores børn. Klokken var kun omkring 15, da F. trådte ind ad døren, han var glad og fro og havde gået rigtig godt. Da han han havde badet, gik vi ned for at købe kaffe og gøre os til gode af hotellets kagebuffet. Først gik jeg lige ned til den nærmeste gule postkasse med postkortene.
12. august 2008
Fysikken og teknologien, eller ”Jeder Fuss ist ein Unikum”
Ingen af os fik nogen vabler! For nu at starte med det positive. Det vil altså sige, at vores sokker var perfekte!
F. havde jo forvredet sin fod om torsdagen før vores afrejse; men den gav kun ganske begrænsede problemer; således hævede den lidt hen mod slutninen af ugen.
Men vi fik tildraget os en del blå tæer: Begge F's storetånegle og min den venstre blev blå. Det samme blev min venstre lilletånegl. Min venstre nr. 2 tånegl var det vist allerede hjemmefra. De blå tånegle skyldes jo, at man rutsjer frem i skoen.
Men vi oplevede så et teknologisk vidunder. Det begyndte den dag, vi mødte Kerstin Bock henne ved Intersport forretningen, altså den længst væk fra hotellet. (Der er 4 sportsforretninger i denne lillebitte by, hvor der ellers kun er 2 små levnesmiddelforretninger og et lille supermarked, som ikke ser alt for åbent ud ...). Sålen på Frau Bocks gamle vandrestøvler var smuldret ved slutningen af tirsdagens vandring, og Peter Lorenz havde henvist hende til netop denne sportsforretning. Her havde hun oplevet en rådgivning, service og teknologisk indfaldsvinkel til det at vælge vandrestøvler, som gjorde hende vildt imponeret.
F. besluttede sig så til, at han også ville have nye støvler, og gik en dag ind i forretningen. Der blev han bedt om at stille sig på en glasplade – på noget, der lignede en scanner. Kort efter kom et omrids af hans fødder op på computerskærmen, med farver, der viste, hvor den største belastning er på foden. Interessant! Computerprogrammet kom så op med tre forskellige støvleforslag, og ekspedienten fandt de 3 slags støvler frem og fik F. til at prøve dem, samtidig med, at han gik hen over en prøveopstilling i butikken: op over nogle sten og nogle træstykker og ned ad en rustfri stålplade. Et par af støvlerne sad simpelthen perfekt fast, selv når han gik ned ad denne rutsjebane. Og så et par indlægssåler. Det var imponerende at opleve en så videnskabelig tilgang til at vælge sko – jo jeg har hørt om det i.f.m. løbesko, men ikke vandrestøvler.
”Jeder Fuss ist ein Unikum” sagde Herr Lorenz den ældre på et tidspunkt.
For mit vedkommende ville det være fjollet at investere i nye støvler igen – til næste år ser mine fødder – eller i hvert fald den højre – anderledes ud, altså når jeg har fået opereret min knyst.
Nu vi taler om den, så har jeg ikke haft problemer med knysten. Men men men måske var det alligevel den, der bærer skylden for mit knæproblem ...? For jeg har i nogen tid haft en lille smerte i højre lår. Den kan måske være kommet af, at jeg i lang tid har lagt vægten en lille smule forkert på min højre fod, grundet knysten – trods det, at den jo sjældent gør ondt. Og det var lige som om smerten i knæet havde forbindelse til smerten i låret.
Min blå tånegl fik et efterspil, dagen efter at vi var kommet hjem. Jeg ville lege med hunden og sparke til hans bold ... og så lige med den fod med den blå tå (ikke så velovervejet!) ... om det var, da jeg ramte bolden, eller kom i kontakt med en hundetand, så gik neglen i hvert fald løs, og blodet flød. Så nu har jeg gået med en indbundet storetå et par dage.
F. havde jo forvredet sin fod om torsdagen før vores afrejse; men den gav kun ganske begrænsede problemer; således hævede den lidt hen mod slutninen af ugen.
Men vi fik tildraget os en del blå tæer: Begge F's storetånegle og min den venstre blev blå. Det samme blev min venstre lilletånegl. Min venstre nr. 2 tånegl var det vist allerede hjemmefra. De blå tånegle skyldes jo, at man rutsjer frem i skoen.
Men vi oplevede så et teknologisk vidunder. Det begyndte den dag, vi mødte Kerstin Bock henne ved Intersport forretningen, altså den længst væk fra hotellet. (Der er 4 sportsforretninger i denne lillebitte by, hvor der ellers kun er 2 små levnesmiddelforretninger og et lille supermarked, som ikke ser alt for åbent ud ...). Sålen på Frau Bocks gamle vandrestøvler var smuldret ved slutningen af tirsdagens vandring, og Peter Lorenz havde henvist hende til netop denne sportsforretning. Her havde hun oplevet en rådgivning, service og teknologisk indfaldsvinkel til det at vælge vandrestøvler, som gjorde hende vildt imponeret.
F. besluttede sig så til, at han også ville have nye støvler, og gik en dag ind i forretningen. Der blev han bedt om at stille sig på en glasplade – på noget, der lignede en scanner. Kort efter kom et omrids af hans fødder op på computerskærmen, med farver, der viste, hvor den største belastning er på foden. Interessant! Computerprogrammet kom så op med tre forskellige støvleforslag, og ekspedienten fandt de 3 slags støvler frem og fik F. til at prøve dem, samtidig med, at han gik hen over en prøveopstilling i butikken: op over nogle sten og nogle træstykker og ned ad en rustfri stålplade. Et par af støvlerne sad simpelthen perfekt fast, selv når han gik ned ad denne rutsjebane. Og så et par indlægssåler. Det var imponerende at opleve en så videnskabelig tilgang til at vælge sko – jo jeg har hørt om det i.f.m. løbesko, men ikke vandrestøvler.
”Jeder Fuss ist ein Unikum” sagde Herr Lorenz den ældre på et tidspunkt.
For mit vedkommende ville det være fjollet at investere i nye støvler igen – til næste år ser mine fødder – eller i hvert fald den højre – anderledes ud, altså når jeg har fået opereret min knyst.
Nu vi taler om den, så har jeg ikke haft problemer med knysten. Men men men måske var det alligevel den, der bærer skylden for mit knæproblem ...? For jeg har i nogen tid haft en lille smerte i højre lår. Den kan måske være kommet af, at jeg i lang tid har lagt vægten en lille smule forkert på min højre fod, grundet knysten – trods det, at den jo sjældent gør ondt. Og det var lige som om smerten i knæet havde forbindelse til smerten i låret.
Min blå tånegl fik et efterspil, dagen efter at vi var kommet hjem. Jeg ville lege med hunden og sparke til hans bold ... og så lige med den fod med den blå tå (ikke så velovervejet!) ... om det var, da jeg ramte bolden, eller kom i kontakt med en hundetand, så gik neglen i hvert fald løs, og blodet flød. Så nu har jeg gået med en indbundet storetå et par dage.
Tirsdag
Vi kørte sammen med Peter Lorenz hen til kabelbanen i Wirl. Der kan man sidde 4 og 4 i en gondol. Banen kører hele tiden, så det er blot om at holde sig klar og så sætte sig, når gondolen kører hen bag ens numse. Det modsatte, når man kommer op – lidt sug i maven, men OK. Heroppe er man i nærheden af, men højere end Kopp Stausee.
Da alle var oppe gik vi hen over terrænet. Lidt op og lidt ned. Så kom vi til et ret stejlt stykke. Og på en smal sti – det var nærmest klatring i hvert fald af og til. Det var hårdt og det gik langsomt for mig; men jeg klarede det, af og til med en hånd fra nærmeste mand. Oppe ad denne stigning gik det lidt op og lidt ned i vekslende terræn. Ret fugtigt terræn med mange pytter og småsøer. Efter en pause og et stykke til kom vi til Breitespitz. Der var et højt kors (dem står der mange af rundt omkring på toppene) og heroppe fra kunne vi se over til den spids, hvor de fleste nåede op igår (Versailspitze). Der var i øvrigt en fantastisk udsigt ned over Silvrettastrasse og Silvretta Stausee, en udsigt, der også gav lidt sug i maven. Jeg gik hurtigt væk fra kanten igen.
Her var der frokostrast. Jeg måtte også lidt væk for at skifte hygiejnebind. Kunne ikke komme helt ud af syne, så måske har nogen set et glimt af min hvide røv, da jeg trak bukser lidt ned og fik fjernet et bind og lagt et andet på plads. Tisse var der ikke mulighed for, jeg skulle heller ikke, det hele er svedt ud. Ja, ja, det brugte bind måtte, godt indpakket, retur i rygsækken ... !! Tja, hvad gør man?
Så tilbage. Planen var, at gruppen skulle ned til Kopp Stausee og gå rundt om den. Det gik meget godt tilbage ad det vekslende terræn. Men da vi skulle ned ad det stejle stykke, strejkede mit højre knæ: når mit højre ben skulle holde min vægt, gjorde det ondt på ydersiden af knæet. Det gik bedst, hvis jeg kunne sætte højre ben ned først og lade venstre ben holde vægten indtil jeg havde fodfæste med højre; men det tog jo 100 år. Da jeg endelig nåede ned til gruppen, som holdt pause og ventede, aftalte vi, at jeg tog med kabelbanen ned. F. tog venligt med mig ned.
Vi bøvlede lidt med at finde den rigtige vej tilbage til kabelbanens topstation. Jeg havde ikke været helt opmærksom nok på udturen. Men vi fandt den så (da vi havde spurgt nogle andre vandrere, som vi mødte). Der ved stationen var der lige mulighed for en tissepause og for at få kasseret et par brugte bind ....
Så fik vi købt billetter og sat os i gondolen. Turen ned i dalen begyndte stille og roligt, og stille og roligt hen imod en stander, hvor vinklen ændrede sig til det stejlere ... Jeg lukkede øjnene, men kom i tanke om, at jeg jo alligevel ville kunne mærke, når det gik stejlere nedad, og åbnede øjnene igen. Og det var faktisk helt OK også ned ad den stejle vinkel. Man sad godt tilbagelænet, så det virkede slet ikke skræmmende. Det var egentlig en rigtig dejlig tur nedad.
Vel nede besluttede vi at gå tilbage til hotellet. Jeg har ingen problemer med knæet, når jeg bare går på plan eller nogenlunde plan grund. Så vi fandt Mittelweg og senere Uferweg og fulgte dem de få kilometer tilbage til Galtür.
Karbad og afslapning på værelset. Og så en lille tur i byen. Jeg gik godt nok ganske langsomt og forsigtigt ned ad hotellets stejle indkørsel. Galtür har 4 sportsforretninger! Heraf 2 intersport – og med samme indehaver! Ved sportsforretningen længst væk mødte vi Frau Bock. Hun fortalte, at hun skulle ind og betale og hente sine nye støvler. Sålen på hendes 20 år gamle vandrestøvler var i dag nærmest smuldret. Og hun fortalte om den nærmest videnskabelige metode, den forretning har til at hjælpe folk med at vælge støvler (mere herom i et senere indlæg).
God aftensmad igen. Og så blev vi informeret om, at pausedagen i morgen er aflyst. Det er om at vandre, så længe vejret er til det. Man venter regnvejr på fredag, som i øvrigt også er helligdag i Østrig. Da det nok bliver skyet og lidt regnvejr fra morgenstunden onsdag, skal vi først afsted kvart over 9.
Da alle var oppe gik vi hen over terrænet. Lidt op og lidt ned. Så kom vi til et ret stejlt stykke. Og på en smal sti – det var nærmest klatring i hvert fald af og til. Det var hårdt og det gik langsomt for mig; men jeg klarede det, af og til med en hånd fra nærmeste mand. Oppe ad denne stigning gik det lidt op og lidt ned i vekslende terræn. Ret fugtigt terræn med mange pytter og småsøer. Efter en pause og et stykke til kom vi til Breitespitz. Der var et højt kors (dem står der mange af rundt omkring på toppene) og heroppe fra kunne vi se over til den spids, hvor de fleste nåede op igår (Versailspitze). Der var i øvrigt en fantastisk udsigt ned over Silvrettastrasse og Silvretta Stausee, en udsigt, der også gav lidt sug i maven. Jeg gik hurtigt væk fra kanten igen.
Her var der frokostrast. Jeg måtte også lidt væk for at skifte hygiejnebind. Kunne ikke komme helt ud af syne, så måske har nogen set et glimt af min hvide røv, da jeg trak bukser lidt ned og fik fjernet et bind og lagt et andet på plads. Tisse var der ikke mulighed for, jeg skulle heller ikke, det hele er svedt ud. Ja, ja, det brugte bind måtte, godt indpakket, retur i rygsækken ... !! Tja, hvad gør man?
Så tilbage. Planen var, at gruppen skulle ned til Kopp Stausee og gå rundt om den. Det gik meget godt tilbage ad det vekslende terræn. Men da vi skulle ned ad det stejle stykke, strejkede mit højre knæ: når mit højre ben skulle holde min vægt, gjorde det ondt på ydersiden af knæet. Det gik bedst, hvis jeg kunne sætte højre ben ned først og lade venstre ben holde vægten indtil jeg havde fodfæste med højre; men det tog jo 100 år. Da jeg endelig nåede ned til gruppen, som holdt pause og ventede, aftalte vi, at jeg tog med kabelbanen ned. F. tog venligt med mig ned.
Vi bøvlede lidt med at finde den rigtige vej tilbage til kabelbanens topstation. Jeg havde ikke været helt opmærksom nok på udturen. Men vi fandt den så (da vi havde spurgt nogle andre vandrere, som vi mødte). Der ved stationen var der lige mulighed for en tissepause og for at få kasseret et par brugte bind ....
Så fik vi købt billetter og sat os i gondolen. Turen ned i dalen begyndte stille og roligt, og stille og roligt hen imod en stander, hvor vinklen ændrede sig til det stejlere ... Jeg lukkede øjnene, men kom i tanke om, at jeg jo alligevel ville kunne mærke, når det gik stejlere nedad, og åbnede øjnene igen. Og det var faktisk helt OK også ned ad den stejle vinkel. Man sad godt tilbagelænet, så det virkede slet ikke skræmmende. Det var egentlig en rigtig dejlig tur nedad.
Vel nede besluttede vi at gå tilbage til hotellet. Jeg har ingen problemer med knæet, når jeg bare går på plan eller nogenlunde plan grund. Så vi fandt Mittelweg og senere Uferweg og fulgte dem de få kilometer tilbage til Galtür.
Karbad og afslapning på værelset. Og så en lille tur i byen. Jeg gik godt nok ganske langsomt og forsigtigt ned ad hotellets stejle indkørsel. Galtür har 4 sportsforretninger! Heraf 2 intersport – og med samme indehaver! Ved sportsforretningen længst væk mødte vi Frau Bock. Hun fortalte, at hun skulle ind og betale og hente sine nye støvler. Sålen på hendes 20 år gamle vandrestøvler var i dag nærmest smuldret. Og hun fortalte om den nærmest videnskabelige metode, den forretning har til at hjælpe folk med at vælge støvler (mere herom i et senere indlæg).
God aftensmad igen. Og så blev vi informeret om, at pausedagen i morgen er aflyst. Det er om at vandre, så længe vejret er til det. Man venter regnvejr på fredag, som i øvrigt også er helligdag i Østrig. Da det nok bliver skyet og lidt regnvejr fra morgenstunden onsdag, skal vi først afsted kvart over 9.
11. august 2008
Mandag
Mandag var vi klar klokken 8.30 efter en god morgenmad. Vi kørte (i egne biler eller med Peter Lorenz) op til Koppsee, som er en Stausee, altså et reservoir til elektricitetsproduktion. Derfra gik vi først en god halv time i blandet terræn til en Kuh-Alm, et sted, hvor køerne fra dalens gårde bliver drevet op om sommeren; så kan de passe sig selv hele sommeren, lige bortset fra dem, der skal malkes – de går stadig i en lille indhegning ved denne Kuh-Alm (Verbella-Alpe), der i øvrigt kun bebos om sommeren. I mellemtiden bliver høet i dalen høstet, så der er foder til køerne, når de kommer ”hjem” igen om vinteren. Alle veje til Verbella Alpe er lukket om vinteren – i det tidlige forår i år er en lavine gledet ned i den lille dal. Sneen lå 16 meter høj - og der ligger stadig en pæn sneklat i dalens bund.
Se forresten vandreruterne på Galtür's hjemmeside. Vælg Wanderkarte f.eks. på siden Wandern
Der holdt vi en rast og drak lidt af vores vandre-te. Jeg lynede mine bukseben af og bandt min trøje rundt om maven. Der var også mulighed for at gå på WC. Så gik det videre op ad en grusvej – op og op til næste rast ved et lille træhus – jeg kan ikke huske hvad det ellers blev brugt til. Lidt drikkepause. Derefter videre - nu på en smal sti, af og til helt ude på kanten, men ingen problemer.
Senere skulle vi op ad et sted, hvor et gammelt jordskred havde efterladt en skråning gruset og goldt. Og vi var egentlig tæt på dagens første mål og frokostpausen. Men her blev opstigningen så stejl og mine lår så trætte, at jeg ikke turde gå videre, men sagde nej og satte mig og tog min af hotellet udleverede madpakke frem. Jeg kunne dog ikke spise ret meget. Fik dog klemt bollen med skinke ned sammen med en del vand. Og sad så bare og ventede på, at nogle af selskabet skulle komme ned igen samme vej – om ikke andet så F. Så nogle få ravne flyve oppe over bjergryggen. Ellers ikke meget dyreliv – men nogle vandrere bl.a. en far, der bar sin lille søn på måske to år i en bærerygsæk op ad den skråning, jeg havde givet op på. Respekt.
F. kom ned igen, samt 3 af kvinderne af selskabet. Resten af mændene og nogle kvinder gik videre til en anden top. Vi gik tilbage til Verbella Alpe. Jeg syntes, det var pænt hårdt at gå nedad, så F. og jeg tog det stille og roligt. Vi havde ikke ventet så længe nede ved gården, før de, som havde været på den 2. top også kom der ned til. Vi holdt en lille rast. Det viste sig, at man kunne købe øl og kærnemælk; men vi havde ingen penge med, så vi nøjedes med vores madpakke og drikkelse.
Det var en god tur tilbage til bilerne – her på tilbagevejen ad brede grus og senere asfaltveje. Det blev dog ikke nemmere at gå nedad. Mine knæ begyndte at gøre ondt, især det højre, og min venstre storetå rammer støvlens forside: det gør ondt. Min støvle er nok for bred og holder ikke foden godt nok fast. Men ude foran må den helst ikke være smallere – det ville give problemer for min lilletå; det var derfor, jeg skiftede mine gamle vandrestøvler ud.
Endelig tilbage på hotelværelset tog vi hver et karbad. Det var rart. Men på vej ned ad trappen ned til aftensmaden begyndte der en hidtil ukendt smerte på ydersiden af mit knæ.
Alt i alt var jeg om aftenen mest indstillet på, at F. og jeg skulle tage en tur på egen hånd dagen efter. Og jeg syntes, at jeg havde undervurderet sværheds-graden – eller at angivelsen "let til mellemsvær", var underdrevet i forhold til virkeligheden. Jeg var noget negativ. Men som Peter Lorenz udlagde planerne for morgendagen, besluttede jeg at give det en chance til, hvis ellers mit knæ havde det bedre efter en nats søvn. Også i lyset af, at onsdag angiveligt ville være afslapningsdag.
Min venlige mand masserede mit knæ med noget muskelvarmende creme – en af prøverne fra aloe vera-sceancen.
Se forresten vandreruterne på Galtür's hjemmeside. Vælg Wanderkarte f.eks. på siden Wandern
Der holdt vi en rast og drak lidt af vores vandre-te. Jeg lynede mine bukseben af og bandt min trøje rundt om maven. Der var også mulighed for at gå på WC. Så gik det videre op ad en grusvej – op og op til næste rast ved et lille træhus – jeg kan ikke huske hvad det ellers blev brugt til. Lidt drikkepause. Derefter videre - nu på en smal sti, af og til helt ude på kanten, men ingen problemer.
Senere skulle vi op ad et sted, hvor et gammelt jordskred havde efterladt en skråning gruset og goldt. Og vi var egentlig tæt på dagens første mål og frokostpausen. Men her blev opstigningen så stejl og mine lår så trætte, at jeg ikke turde gå videre, men sagde nej og satte mig og tog min af hotellet udleverede madpakke frem. Jeg kunne dog ikke spise ret meget. Fik dog klemt bollen med skinke ned sammen med en del vand. Og sad så bare og ventede på, at nogle af selskabet skulle komme ned igen samme vej – om ikke andet så F. Så nogle få ravne flyve oppe over bjergryggen. Ellers ikke meget dyreliv – men nogle vandrere bl.a. en far, der bar sin lille søn på måske to år i en bærerygsæk op ad den skråning, jeg havde givet op på. Respekt.
F. kom ned igen, samt 3 af kvinderne af selskabet. Resten af mændene og nogle kvinder gik videre til en anden top. Vi gik tilbage til Verbella Alpe. Jeg syntes, det var pænt hårdt at gå nedad, så F. og jeg tog det stille og roligt. Vi havde ikke ventet så længe nede ved gården, før de, som havde været på den 2. top også kom der ned til. Vi holdt en lille rast. Det viste sig, at man kunne købe øl og kærnemælk; men vi havde ingen penge med, så vi nøjedes med vores madpakke og drikkelse.
Det var en god tur tilbage til bilerne – her på tilbagevejen ad brede grus og senere asfaltveje. Det blev dog ikke nemmere at gå nedad. Mine knæ begyndte at gøre ondt, især det højre, og min venstre storetå rammer støvlens forside: det gør ondt. Min støvle er nok for bred og holder ikke foden godt nok fast. Men ude foran må den helst ikke være smallere – det ville give problemer for min lilletå; det var derfor, jeg skiftede mine gamle vandrestøvler ud.
Endelig tilbage på hotelværelset tog vi hver et karbad. Det var rart. Men på vej ned ad trappen ned til aftensmaden begyndte der en hidtil ukendt smerte på ydersiden af mit knæ.
Alt i alt var jeg om aftenen mest indstillet på, at F. og jeg skulle tage en tur på egen hånd dagen efter. Og jeg syntes, at jeg havde undervurderet sværheds-graden – eller at angivelsen "let til mellemsvær", var underdrevet i forhold til virkeligheden. Jeg var noget negativ. Men som Peter Lorenz udlagde planerne for morgendagen, besluttede jeg at give det en chance til, hvis ellers mit knæ havde det bedre efter en nats søvn. Også i lyset af, at onsdag angiveligt ville være afslapningsdag.
Min venlige mand masserede mit knæ med noget muskelvarmende creme – en af prøverne fra aloe vera-sceancen.
10. august 2008
Et truet erhverv
Jeg er bange for, at dagene er ved at være talte for de tyske tissemænd og tissekoner. Jeg mener, dem der passer toiletter på rastepladserne, og hvor man efterlader en mønt i en underkop for fornøjelsen af et rent toilet. På vores tidligere ture igennem Tyskland har denne jobtitel givet os anledning til spøgefuldheder.
Siden vores seneste tur igennem Tyskland er der dukket et system op, som kaldes noget med Sani-et-eller-andet, hvor man lægger 50 cents i en automat, får en billet og kan gå gennem et tælleapparat og ind på nogle meget nydelige og renlige toiletter. Når man efter toiletbesøget har "trukket" - man fører blot sin hånd hen foran en fotocelle - begynder toiletsædet at køre rundt, så hele dets flade passerer under en lille boks, der vasker og tørrer sædet! Billetten bør man så gemme, for den giver rabat ved køb i butikken.
Siden vores seneste tur igennem Tyskland er der dukket et system op, som kaldes noget med Sani-et-eller-andet, hvor man lægger 50 cents i en automat, får en billet og kan gå gennem et tælleapparat og ind på nogle meget nydelige og renlige toiletter. Når man efter toiletbesøget har "trukket" - man fører blot sin hånd hen foran en fotocelle - begynder toiletsædet at køre rundt, så hele dets flade passerer under en lille boks, der vasker og tørrer sædet! Billetten bør man så gemme, for den giver rabat ved køb i butikken.
Til Østrig
Søndag morgen på Hotel Stadt i Schlitz spiste vi morgenmad kl. 8. Ud over os var der kun eet par i morgenmadssalen. Manden lignede Søs Egelin, når hun spiller mand ....
Vi tjekkede ud. Derefter ville F. lige op i bymidten for at fotografere. Der er mange gode motiver. Uden for de fleste huse, var der lige fjernet lidt brosten og således lavet et lillebitte frimærke af en have, hvor der lige kunne stå en blomst og f.eks. en græskarplante.
Motorvejen fortsatte i det uendelige mod Østrig. Tæt på grænsen løb vi ind i en kø - motorvejen var sluppet op, og de arbejder på at forlænge den - eller forbinde den med den motorvej, der løber ind i Østrig. Vi kom over grænsen og ned i en tunnel. Et lille stykke inde i Østrig kørte vi ind på en rasteplads - kæmpestor og flot – med flere forskellige buffeter med salat, varme retter, kager, grillmad. Det var helt svært at vælge. Og jeg var lige som sidst ikke helt forberedt på, at jeg nu skulle til at sige Grüss Gott i stedet for Guten Tag.
Efter endnu et lille stykke vej i Østrig forlod vi motorvejen og fandt vej 188 og kørte ud ad den. Så ind over højalpevejen, som kun er åben om sommeren og koster penge. (Det fremgik ikke helt tydeligt på mit print fra FDM). Og så kom der hårnålesving, og F. ville ikke gå for langt ned i fart, for at holde bilen i gang ...! Og jeg blev bange! Da F. fandt ud af, at vi godt kunne holde bilen i gang i lidt lavere hastighed, gik det lidt bedre. Men jeg fik ikke rigtig nydt landskabet.
Fremme ved hotellet Alpenhotel Tyrol. Flot! Vi blev taget imod af Hr. Lorenz den ældre, en lille tæt ældre herre. Fik udfyldt papirer og fik vores værelse, som er flot, om end meget brunt og fyldt af syret egetræ. (Vi har da før oplevet, at østrigere hæger om 70-stilen i indretningen, nemlig da vi var i St. Johann for mange år siden).
Den første flotte middag. Vi sidder placeret ved borde med fire eller tre. Ved vores bord sidder også den tyske single-dame, Frau Bock. Og vi konverserer lidt forsigtigt på tysk. "Sie erholt sich" ... efter dagens vandring (de andre vandrere er ankommet allerede lørdag), som har været lidt af en kraftprøve.
Hele denne snak endte med, at jeg var noget usikker på, jeg ved at booke denne ferie har slået større brød op, end jeg/vi kan bage. Jeg var usikker på mit udstyr. Hvor meget eller lidt skulle jeg have med? Jeg sov ikke særlig godt, sikkert på grund af spænding og bekymring.
Vi tjekkede ud. Derefter ville F. lige op i bymidten for at fotografere. Der er mange gode motiver. Uden for de fleste huse, var der lige fjernet lidt brosten og således lavet et lillebitte frimærke af en have, hvor der lige kunne stå en blomst og f.eks. en græskarplante.
Motorvejen fortsatte i det uendelige mod Østrig. Tæt på grænsen løb vi ind i en kø - motorvejen var sluppet op, og de arbejder på at forlænge den - eller forbinde den med den motorvej, der løber ind i Østrig. Vi kom over grænsen og ned i en tunnel. Et lille stykke inde i Østrig kørte vi ind på en rasteplads - kæmpestor og flot – med flere forskellige buffeter med salat, varme retter, kager, grillmad. Det var helt svært at vælge. Og jeg var lige som sidst ikke helt forberedt på, at jeg nu skulle til at sige Grüss Gott i stedet for Guten Tag.
Efter endnu et lille stykke vej i Østrig forlod vi motorvejen og fandt vej 188 og kørte ud ad den. Så ind over højalpevejen, som kun er åben om sommeren og koster penge. (Det fremgik ikke helt tydeligt på mit print fra FDM). Og så kom der hårnålesving, og F. ville ikke gå for langt ned i fart, for at holde bilen i gang ...! Og jeg blev bange! Da F. fandt ud af, at vi godt kunne holde bilen i gang i lidt lavere hastighed, gik det lidt bedre. Men jeg fik ikke rigtig nydt landskabet.
Fremme ved hotellet Alpenhotel Tyrol. Flot! Vi blev taget imod af Hr. Lorenz den ældre, en lille tæt ældre herre. Fik udfyldt papirer og fik vores værelse, som er flot, om end meget brunt og fyldt af syret egetræ. (Vi har da før oplevet, at østrigere hæger om 70-stilen i indretningen, nemlig da vi var i St. Johann for mange år siden).
Den første flotte middag. Vi sidder placeret ved borde med fire eller tre. Ved vores bord sidder også den tyske single-dame, Frau Bock. Og vi konverserer lidt forsigtigt på tysk. "Sie erholt sich" ... efter dagens vandring (de andre vandrere er ankommet allerede lørdag), som har været lidt af en kraftprøve.
Hele denne snak endte med, at jeg var noget usikker på, jeg ved at booke denne ferie har slået større brød op, end jeg/vi kan bage. Jeg var usikker på mit udstyr. Hvor meget eller lidt skulle jeg have med? Jeg sov ikke særlig godt, sikkert på grund af spænding og bekymring.
9. august 2008
Ned igennem Tyskland
Vi kom vist afsted ved 8.30-tiden og skulle først aflevere Cato hos nogle venner, som vi har en hundeudvekslingsaftale med.
Færge-bizzen fungerede perfekt i Rødbyhavn – ingen ventetid. Vinden var frisk; men sejlturen var problemløs. Vi var inde i Border Shop i Puttgarten – en kæmpe lagerhal på en pram. Men de havde ikke noget kildevand andet end nogle Kildevæld i de her kølebaljer. Vi købte en whisky (det enorme udvalg gjordet det svært at vælge) og nogle Kondi sportsdrik.
Dagens tur ned igennem Tyskland gik godt. Der var lidt Stau omkring Heiligenhafen og på vej forbi Hamburg; men det kunne nok have været værre.
Klokken var næsten 19, da vi kørte fra motorvejen og begav os ud i det midttyske bondeland. Efter en kort tur, kom vi ind i Schlitz. Det var lidt svært at se gadenavnene; men da vi kørte forbi den rigtige gade, var det nemt nok at vende og finde gaden og lidt efter Hotel Stadt. F. sagde, at han kunne mærke på min måde at køre på, at jeg var træt. Det var jeg ogsså. Jeg havde kørt en hel del, for F. fik ondt i benet, når han ikke kunne strække det.. Og det var endda ikke den fod, han har forvredet i torsdags ... underligt.
Jeg havde ringet til hotellet, for jeg var bange for, at man skulle være fremme før 18 – der stod ikke noget i e-mail'en fra dem om det. Det eneste jeg rigtig forstod på manden ... var Kein Problem. Så da jeg også havde fået tisset, kunne jeg beroliget køre videre-
Ved Hotel Stadt bar vi vores overnatningstaske ind og blev modtaget af en buttet og charmerende ung pige med en hæs stemme. Hotellet har vist kun 2 stjerner; men det er da ret pænt og rent og ordentligt, og det er da det vigtigste. Hun meddelte at vi p.t. ikke kunne spise på hotellet, da køkkenet var ferielukket ... men hun fortalte om et par andre steder i byen. Vi forstod vist ikke helt, hvad hun mente (jeg undskylder mig med, at når man først begynder at tale tysk til tyskerne, så tror de, man forstår alt, ligegyldigt hvor hurtigt de snakker) – men måske var jeg bare træt.
Da vi havde tjekket værelset og siddet lidt ude på vores lille altan, gik vi så ud for at finde et sted at spise. Da den søde receptionist havde snakket om et sted med udsigt over hele den gamle bydel, gik vi derop først. Der har været en borg her i byen, som er startet omkring det højeste punkt (det ser man vist i mange tyske småbyer). Vi tussede lidt rundt– hun havde nævnt et godt pizzaria; men F. ville ikke have pizza i dag også, så vi gik efter et sted med Bauernküche. Landgasthof Habermehl. De serverede sådan lidt gutbürgerliche Küche med böhmiske indslag (og hvorfor egentlig – vi er da langt fra Böhmen?) ... bl.a. fik jeg Hefeknödel på tjekkisk maner og Tafelspitz med rodfrugtsauce. F. fik svinemedaljoner, med kroketter og champignons. Dertil drak vi Auerhahn pils en god let øl med en let vinøs overtone. Maden bekom mig vel, og jeg friskede faktisk lidt op. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg åbenbart var sulten.
Denne by er stille og søvnig, selv om det er lørdag aften. Kun et par enkelt Brian'er kører rundt. Som andre midttyske byer hviler området i sig selv, selvtilfreds og omgivet af fedt og rigt bondeland. Bymidten er præget af bindingsværkshuse og brosten. Hyggeligt! da vi tullede tilbage mod hotellet, begyndte et par cocktailbarer at åbne for aftenen.
Færge-bizzen fungerede perfekt i Rødbyhavn – ingen ventetid. Vinden var frisk; men sejlturen var problemløs. Vi var inde i Border Shop i Puttgarten – en kæmpe lagerhal på en pram. Men de havde ikke noget kildevand andet end nogle Kildevæld i de her kølebaljer. Vi købte en whisky (det enorme udvalg gjordet det svært at vælge) og nogle Kondi sportsdrik.
Dagens tur ned igennem Tyskland gik godt. Der var lidt Stau omkring Heiligenhafen og på vej forbi Hamburg; men det kunne nok have været værre.
Klokken var næsten 19, da vi kørte fra motorvejen og begav os ud i det midttyske bondeland. Efter en kort tur, kom vi ind i Schlitz. Det var lidt svært at se gadenavnene; men da vi kørte forbi den rigtige gade, var det nemt nok at vende og finde gaden og lidt efter Hotel Stadt. F. sagde, at han kunne mærke på min måde at køre på, at jeg var træt. Det var jeg ogsså. Jeg havde kørt en hel del, for F. fik ondt i benet, når han ikke kunne strække det.. Og det var endda ikke den fod, han har forvredet i torsdags ... underligt.
Jeg havde ringet til hotellet, for jeg var bange for, at man skulle være fremme før 18 – der stod ikke noget i e-mail'en fra dem om det. Det eneste jeg rigtig forstod på manden ... var Kein Problem. Så da jeg også havde fået tisset, kunne jeg beroliget køre videre-
Ved Hotel Stadt bar vi vores overnatningstaske ind og blev modtaget af en buttet og charmerende ung pige med en hæs stemme. Hotellet har vist kun 2 stjerner; men det er da ret pænt og rent og ordentligt, og det er da det vigtigste. Hun meddelte at vi p.t. ikke kunne spise på hotellet, da køkkenet var ferielukket ... men hun fortalte om et par andre steder i byen. Vi forstod vist ikke helt, hvad hun mente (jeg undskylder mig med, at når man først begynder at tale tysk til tyskerne, så tror de, man forstår alt, ligegyldigt hvor hurtigt de snakker) – men måske var jeg bare træt.
Da vi havde tjekket værelset og siddet lidt ude på vores lille altan, gik vi så ud for at finde et sted at spise. Da den søde receptionist havde snakket om et sted med udsigt over hele den gamle bydel, gik vi derop først. Der har været en borg her i byen, som er startet omkring det højeste punkt (det ser man vist i mange tyske småbyer). Vi tussede lidt rundt– hun havde nævnt et godt pizzaria; men F. ville ikke have pizza i dag også, så vi gik efter et sted med Bauernküche. Landgasthof Habermehl. De serverede sådan lidt gutbürgerliche Küche med böhmiske indslag (og hvorfor egentlig – vi er da langt fra Böhmen?) ... bl.a. fik jeg Hefeknödel på tjekkisk maner og Tafelspitz med rodfrugtsauce. F. fik svinemedaljoner, med kroketter og champignons. Dertil drak vi Auerhahn pils en god let øl med en let vinøs overtone. Maden bekom mig vel, og jeg friskede faktisk lidt op. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg åbenbart var sulten.
Denne by er stille og søvnig, selv om det er lørdag aften. Kun et par enkelt Brian'er kører rundt. Som andre midttyske byer hviler området i sig selv, selvtilfreds og omgivet af fedt og rigt bondeland. Bymidten er præget af bindingsværkshuse og brosten. Hyggeligt! da vi tullede tilbage mod hotellet, begyndte et par cocktailbarer at åbne for aftenen.
29. juli 2008
Tante Nørd
"Ja, unge mand, 1958! Jeg ER en gammel hejre, og jeg HAR alligevel købt en EEE! Du kan vælge imellem at kalde mig Tante Fifty og Tante Nørd. "
;oD
;oD
6. juli 2008
Halelujah!
Koncerten med Leonard Cohen i aftes i København var helt fantastisk. Det var meget stort! Det var meget smukt! Halelujah!!
Mesteren underholdt, og vi, hans store skare af disciple, var helt bevidste om, at dette var en enestående chance for at nyde og lytte til de vise ord og suge til os af den viden, vid og forståelse af sager som livet, kærligheden, seksualiteten og religiøsiteten, som i Cohens sange forenes til ren magi. En magi der taler til hjertet, sjælen, kønnet. Hans sange - både melodier og tekster - er egentlig så enkle; men det geniale ligger jo ofte i det enkle.
Denne mester er ikke en gammel, træt mand. Ansigtet, som man så på storskærmen, er godt nok brugt og furet; men i aftes strålede det af glæde, nydelse og selvtillid - og energi. Publikum ville ikke slippe ham - han ville ikke slippe os. Kom tilbage - løbende - på scenen igen og igen. "I tried to leave you" ... sang han (en sang jeg ikke kendte i forvejen).
Og han sang Halelujah med en passion og energi, som de fleste af os ikke forbinder men en 73-årig.
På startsangen (Dance me to the End of Love) lød hans stemme ellers en kende brugt. En tilskuer i nærheden af mig (som gerne ville lade os andre vide, hvor kyndig han var ...) mente, at LC var nervøs. Men på de følgende numre, var hans stemme lige så varm og stærk, som på studieoptagelser.
I øvrigt kom jeg i tanke om, at jeg langt fra har nok musik med LC på CD. Han sang en del sange, jeg aldrig havde hørt før (jeg har ikke været helt trofast ...). Af dem, der specielt gjorde indtryk var der især Anthem med den fantastiske linie (som han også indledningsvis citerede for os): "There's a crack in everything. That's how the light gets in." Det er vi mange, der forhåbentlig kan lære af ...
Det kom dog også rigtig mange sange fra de allerførste plader: Suzanne (selvfølgelig), So Long, Marianne (som een af afslutningssangene), Sisters of Mercy (jeg tror, den sang kan redde liv), Hey, That's no Way to Say Goodbye.
Det gjorde kun hele oplevelsen bedre, at det var en smuk, varm sommeraften. Og der var synlige stjerner på himlen - selv i lyset af København.
Læs andre anmeldelser på Gaffa, og på DR
Mesteren underholdt, og vi, hans store skare af disciple, var helt bevidste om, at dette var en enestående chance for at nyde og lytte til de vise ord og suge til os af den viden, vid og forståelse af sager som livet, kærligheden, seksualiteten og religiøsiteten, som i Cohens sange forenes til ren magi. En magi der taler til hjertet, sjælen, kønnet. Hans sange - både melodier og tekster - er egentlig så enkle; men det geniale ligger jo ofte i det enkle.
Denne mester er ikke en gammel, træt mand. Ansigtet, som man så på storskærmen, er godt nok brugt og furet; men i aftes strålede det af glæde, nydelse og selvtillid - og energi. Publikum ville ikke slippe ham - han ville ikke slippe os. Kom tilbage - løbende - på scenen igen og igen. "I tried to leave you" ... sang han (en sang jeg ikke kendte i forvejen).
Og han sang Halelujah med en passion og energi, som de fleste af os ikke forbinder men en 73-årig.
På startsangen (Dance me to the End of Love) lød hans stemme ellers en kende brugt. En tilskuer i nærheden af mig (som gerne ville lade os andre vide, hvor kyndig han var ...) mente, at LC var nervøs. Men på de følgende numre, var hans stemme lige så varm og stærk, som på studieoptagelser.
I øvrigt kom jeg i tanke om, at jeg langt fra har nok musik med LC på CD. Han sang en del sange, jeg aldrig havde hørt før (jeg har ikke været helt trofast ...). Af dem, der specielt gjorde indtryk var der især Anthem med den fantastiske linie (som han også indledningsvis citerede for os): "There's a crack in everything. That's how the light gets in." Det er vi mange, der forhåbentlig kan lære af ...
Det kom dog også rigtig mange sange fra de allerførste plader: Suzanne (selvfølgelig), So Long, Marianne (som een af afslutningssangene), Sisters of Mercy (jeg tror, den sang kan redde liv), Hey, That's no Way to Say Goodbye.
Det gjorde kun hele oplevelsen bedre, at det var en smuk, varm sommeraften. Og der var synlige stjerner på himlen - selv i lyset af København.
Læs andre anmeldelser på Gaffa, og på DR
22. juni 2008
Gademusikfestival i Faxe Ldp.
Der har været gademusikfestival i Faxe Ldp. i denne week-end. Og med mit (og vores) sædvanlige samfundssind (eller nysgerrighed eller hvad det nu er) har min mand og jeg været med og stået i ølvogn.
Men musikken, festivalen og arrangementet fortjener stor ros! Især for et meget varieret musik-udbud. Ingen "etablerede" navne, men dygtige og glade amatører.
Dem, jeg har bidt mærke i (og til dels kendte i forvejen) er følgende:
Lørdagen startede med Brudholm. De er super-musikalske. En fusion imellem pop og viser. Hanne Brudholm skriver nogle rigtig gode tekster: hverdagstildragelser med filosofiske eftertanker (lige min stil), og hendes gruppemedlemmer (Christian Nemming og Henrik Juul Jensen) lægger gode melodier og arrangementer til. De er altid gode og energiske at lytte til, også denne blæsende lørdag.
Majbritt og Iben. De er et par herlige damer/piger, der spiller virtuost på guitar og er gode fortolkere af viser og gode sange. Iben viste nu her søndag ikke meget af sit sangskrivertalent.
Fensmarkspillemændene overraskede positivt og gør med en lidt udvidet besætning, der ud over de traditionelle violiner og harmonikaer også indeholder blokfløjte, guitar og bas, spillemandsmusik til en fin og virtuos oplevelse.
Spillekanterne. Hmm - det gruppenavn giver associationer om spillemandsmusik. Men her var det en super virtuos og ekvilibristisk oplevelse serveret af Leon Hegelund (sang og guitar), og Morten Nygaard (harmonika - han viser virkelig, at en harmonika kan være et genialt instrument), Kaj Aage Andersen (violin) samt en rigtig god tværfløjtespiller (undskyld, at jeg ikke har fået dit navn med - havde ikke planlagt at skrive dette). De legede sig igennem deres sæt, med overlegen musikalitet og stor charme, der fik os publikum til at overgive os totalt.
Alt i alt en dejlig musikalsk week-end!
Men musikken, festivalen og arrangementet fortjener stor ros! Især for et meget varieret musik-udbud. Ingen "etablerede" navne, men dygtige og glade amatører.
Dem, jeg har bidt mærke i (og til dels kendte i forvejen) er følgende:
Lørdagen startede med Brudholm. De er super-musikalske. En fusion imellem pop og viser. Hanne Brudholm skriver nogle rigtig gode tekster: hverdagstildragelser med filosofiske eftertanker (lige min stil), og hendes gruppemedlemmer (Christian Nemming og Henrik Juul Jensen) lægger gode melodier og arrangementer til. De er altid gode og energiske at lytte til, også denne blæsende lørdag.
Majbritt og Iben. De er et par herlige damer/piger, der spiller virtuost på guitar og er gode fortolkere af viser og gode sange. Iben viste nu her søndag ikke meget af sit sangskrivertalent.
Fensmarkspillemændene overraskede positivt og gør med en lidt udvidet besætning, der ud over de traditionelle violiner og harmonikaer også indeholder blokfløjte, guitar og bas, spillemandsmusik til en fin og virtuos oplevelse.
Spillekanterne. Hmm - det gruppenavn giver associationer om spillemandsmusik. Men her var det en super virtuos og ekvilibristisk oplevelse serveret af Leon Hegelund (sang og guitar), og Morten Nygaard (harmonika - han viser virkelig, at en harmonika kan være et genialt instrument), Kaj Aage Andersen (violin) samt en rigtig god tværfløjtespiller (undskyld, at jeg ikke har fået dit navn med - havde ikke planlagt at skrive dette). De legede sig igennem deres sæt, med overlegen musikalitet og stor charme, der fik os publikum til at overgive os totalt.
Alt i alt en dejlig musikalsk week-end!
26. april 2008
Fødselsdagsmusik
I fødselsdagsgave fik jeg bl.a. Ulla Henningsens CD, Skønne spildte dage. Og det er i hvert fald ikke spildt tid at lytte til den! Jeg er vild med UH's stemme og fortolkninger! Der kommer både smerte, kynisme, livserfaring og andre vægtige følelser ud med ordene. Og det understreges fint af stemningen i akkompagnementet, hvor Nikolaj Nørlund har en kraftig finger med i spillet. Musikkens tone burde kunne få Leonard Cohen og Angelo Badalamenti til at samstemme i et henrevet hallelujah-kor.
Mit eneste kritikpunkt er, at der af og til er lidt for meget elastik i rimene, og at nogle af teksterne er en smule usammenhængende. Men det med at oversætte er jo en svær balancegang, og jeg kan jo i hvert fald ikke vurdere oversættelser, når jeg ikke til bunds kender de originale tekster.
Og det opvejes totalt af ovennævnte kvaliteter. Især sangen Grædende i døren (efter en Bob Dylan-sang) kan jeg slet ikke blive færdig med. Den griber dybt.
Læs evt. også anmeldelse på http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34047
Mit eneste kritikpunkt er, at der af og til er lidt for meget elastik i rimene, og at nogle af teksterne er en smule usammenhængende. Men det med at oversætte er jo en svær balancegang, og jeg kan jo i hvert fald ikke vurdere oversættelser, når jeg ikke til bunds kender de originale tekster.
Og det opvejes totalt af ovennævnte kvaliteter. Især sangen Grædende i døren (efter en Bob Dylan-sang) kan jeg slet ikke blive færdig med. Den griber dybt.
Læs evt. også anmeldelse på http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34047
23. april 2008
Niels Hausgaard i Tivoli
Vi så Niels Hausgaard i Tivolis Koncertsal i aftes. Og jeg var godt underholdt. Rigtig godt underholdt. Fik meninger med hjem at tænke over (det havde jeg jo også ventet) og måtte også tage et mascara-tjek i pausen, efter at tårerne havde strømmet under mine gentagne latteranfald.
NH havde et par gode venner med, der var med til at øge vellyden: Signe Svendsen og Christian Alvad. CA spiller jo kanongodt. Og Signes stemme passer faktisk glimrende til NH's, samtidig med, at hun også er en god solist. Det pyntede gevaldigt på NH's sange, som jo oftest nærmest virker som omkvæd imellem hans lange snakke-vers. En af sangene var dog ganske genial, nemlig den "middelaldervise" han havde skrevet om Langballe, Krarup og Camre, hvor han havde udnyttet rytmen i de tre navne remset op som et rigtig middelalderagtigt omkvæd. Sangens budskab kan jeg heller ikke være uenig i.
Vi har ofte tidligere nydt NH's shows i TV. Rart at have været der selv nu. Jeg synes næsten, han er blevet en anelse alvorligere, men heldigvis stadig med en masse tøhø'er flettet ind
NH havde et par gode venner med, der var med til at øge vellyden: Signe Svendsen og Christian Alvad. CA spiller jo kanongodt. Og Signes stemme passer faktisk glimrende til NH's, samtidig med, at hun også er en god solist. Det pyntede gevaldigt på NH's sange, som jo oftest nærmest virker som omkvæd imellem hans lange snakke-vers. En af sangene var dog ganske genial, nemlig den "middelaldervise" han havde skrevet om Langballe, Krarup og Camre, hvor han havde udnyttet rytmen i de tre navne remset op som et rigtig middelalderagtigt omkvæd. Sangens budskab kan jeg heller ikke være uenig i.
Vi har ofte tidligere nydt NH's shows i TV. Rart at have været der selv nu. Jeg synes næsten, han er blevet en anelse alvorligere, men heldigvis stadig med en masse tøhø'er flettet ind
14. marts 2008
Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!
Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!
Vi var i Spilledåsen i Store Hedding i aftes til en koncert med Annette Bjergfeldt og blev rigtig godt underholdt!!!
Annette B. er en af dem, der beviser, at popmusik sunget på dansk kan lyde og fungere rigtig godt. Og vel at mærke intelligent popmusik. A.B. leger med sproget og leverer nogle tekster, som man ikke bliver færdig med efter een gennemlytning. Hvad mener damen f.eks. med " ... med livet nede om knæene" ..? Jeg tror, måske jeg ved, hvad hun mener. Måske.
Et andet A.B. udtryk, der kilder rigtig godt er "du fælder tårer, som du fælder træer" ... Jamen, altså ... wow.
Samtidig fungerede musikken og arrangementerne rigtig godt. Bandet bestod af keyboards, bas (gulv- og elektrisk), guitar, percussion og en lækker cello. (Jeg sad og fik lyst til at hyre pigen med celloen. Ved bare ikke rigtig, hvad jeg ville hyre hende for, eller hvad til ... det akkompagnement og de mellemstykker, hun lavede, lød bare så lækkert!). Samtidig er A.B.'s glæde så smittende, at man går smilende koncerten og smiler hele næste dag, mindst.
Købte CD'en "Man må godt ta' to gange" med hjem, så jeg har tid til at dyrke teksterne.
Vi var i Spilledåsen i Store Hedding i aftes til en koncert med Annette Bjergfeldt og blev rigtig godt underholdt!!!
Annette B. er en af dem, der beviser, at popmusik sunget på dansk kan lyde og fungere rigtig godt. Og vel at mærke intelligent popmusik. A.B. leger med sproget og leverer nogle tekster, som man ikke bliver færdig med efter een gennemlytning. Hvad mener damen f.eks. med " ... med livet nede om knæene" ..? Jeg tror, måske jeg ved, hvad hun mener. Måske.
Et andet A.B. udtryk, der kilder rigtig godt er "du fælder tårer, som du fælder træer" ... Jamen, altså ... wow.
Samtidig fungerede musikken og arrangementerne rigtig godt. Bandet bestod af keyboards, bas (gulv- og elektrisk), guitar, percussion og en lækker cello. (Jeg sad og fik lyst til at hyre pigen med celloen. Ved bare ikke rigtig, hvad jeg ville hyre hende for, eller hvad til ... det akkompagnement og de mellemstykker, hun lavede, lød bare så lækkert!). Samtidig er A.B.'s glæde så smittende, at man går smilende koncerten og smiler hele næste dag, mindst.
Købte CD'en "Man må godt ta' to gange" med hjem, så jeg har tid til at dyrke teksterne.
13. marts 2008
Halvvejs til Robocop
Halvvejs til Robocop .... Pacemakere kan hackes .... : http://comon.dk/index.php/news/show/id=35191?utm_source=comon-mid_newsletter&utm_medium=newsletters
Det synes jeg, er rigtig skummelt!!!
Det synes jeg, er rigtig skummelt!!!
12. marts 2008
Katolikker kan også
Nå, det kan altså også ske her i den vestlige verdslige del af verden, at religiøse folk kan føle sig trådt over tæerne:
http://www.sueddeutsche.de/wirtschaft/artikel/986/162535/
(Jeg skal lige se, om jeg kan finde en dansk artikel om sagen) Her er i hvert fald en fra Markedsføring: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/?tx_dmf_pi1%5Barticle_id%5D=22792&tx_dmf_pi1%5Baffiliate%5D=2
http://www.sueddeutsche.de/wirtschaft/artikel/986/162535/
(Jeg skal lige se, om jeg kan finde en dansk artikel om sagen) Her er i hvert fald en fra Markedsføring: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/?tx_dmf_pi1%5Barticle_id%5D=22792&tx_dmf_pi1%5Baffiliate%5D=2
26. februar 2008
Self (Service) Society
Self Service Society - måske mere Self end Service ...
Her et eksempel på selvbetjeningssamfundet: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/supermarkeder-uden-kassedamer-rykker-naermere/
Kommenter gerne med flere eksempler. Ligesom jeg vil samle lidt her, når jeg falder over noget.
Her et eksempel på selvbetjeningssamfundet: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/supermarkeder-uden-kassedamer-rykker-naermere/
Kommenter gerne med flere eksempler. Ligesom jeg vil samle lidt her, når jeg falder over noget.
10. februar 2008
John's Passing
Det har været en underlig week-end. Det, der startede som en normal hyggelig fredag aften med tid til at nyde maden og et glas vin, fortsatte sørgeligt med, at jeg åbnede min e-mail og læste et nyhedsbrev fra John Wright Music om, at min yndlingssanger John Wright var død torsdag - ret pludseligt. Jeg var nødt til at læse beskeden et par gange, samt hidkalde min mand for at blive sikker på, at jeg havde læst rigtigt. Jeg blev nok først overbevist om, at jeg havde forstået beskeden rigtigt, da jeg sidst på aftenen så alle beskederne på hjemmesidens ny-oprettede kondolance-liste.
I går aftes var vi så til koncert i Haslev Folk Club - hvor vi faktisk skulle have hørt John Wright den 1. marts. Og det var en underlig aften - en afdæmpet, næsten trykket stemning. Det var helt synd for The Shane McAleer Band, som ellers gjorde det godt.
I går aftes var vi så til koncert i Haslev Folk Club - hvor vi faktisk skulle have hørt John Wright den 1. marts. Og det var en underlig aften - en afdæmpet, næsten trykket stemning. Det var helt synd for The Shane McAleer Band, som ellers gjorde det godt.
8. februar 2008
Allergi i S-toget
Et par unge, "hårde" piger havde en hund med i S-toget. En meget stor en. Snakken imellem pigerne gav indtryk af, at hunden var ret barsk over for andre hunde. Den opførte sig dog fredeligt nok - ingen problemer, når folk skulle forbi hunden; men den fyldte jo godt nok noget ...
En mand kom ind og satte sig over for mig. På et tidspunkt, da han havde sat sig op til det, pegede han på et skilt og gjorde pigerne opmærksomme på, at hunde ikke måtte opholde sig i denne kupé. Pigerne blev selvfølgelig trodsige og svarede flabet igen. Snart deltog det meste af kupéen i diskussionen. (Ellers havde ingen kommenteret hunden). Jeg passede dog min kabale - gad ikke tage stilling. Nogen hævdede, at hensynet til allergikere var begrundelsen for forbuddet. Det endte med, at den rethaveriske mand fik togføreren til at sende de formastelige ud ved cyklerne. Manden over for mig måtte efterfølgende rømme sig op til flere gange for at få vejrtrækningen og pulsen på normalt niveau igen (sådan tolker jeg det).
Det er ikke mange dage siden, jeg havde set en lille skødehund med i toget hjem. Den var faktisk noget mere irritabel end den store i dag. Men det ser man jo tit, at små hunde kompenserer for deres størrelse ved at være "store i munden". (Og her skal jeg nok lade være med at drage nogen paralleller). Jeg fik nu ikke tjekket, hvad der var af skilte, der regulerer hundes ophold i toget. Jeg har faktisk aldrig før lagt mærke til reglerne om hunde i S-toget. Jeg er vel bare altid i min naivitet gået ud fra, at folk måtte medbringe deres hunde, når de blot har tjek på dem.
Men så er der jo det med allergien ... og det har jeg selvfølgelig heller aldrig tænkt meget over. Jeg får jo stort set kun eksem af solen engang imellem ... Og har i øvrigt delt hus med hunde og hundehår i mange år. Jeg kunne næsten bedre forestille mig "allergiske" reaktioner over for brokkerier og konflikter i tætpakkede toge. Jeg må nu sige, at det er forbavsende lidt jeg har oplevet af den slags.
En mand kom ind og satte sig over for mig. På et tidspunkt, da han havde sat sig op til det, pegede han på et skilt og gjorde pigerne opmærksomme på, at hunde ikke måtte opholde sig i denne kupé. Pigerne blev selvfølgelig trodsige og svarede flabet igen. Snart deltog det meste af kupéen i diskussionen. (Ellers havde ingen kommenteret hunden). Jeg passede dog min kabale - gad ikke tage stilling. Nogen hævdede, at hensynet til allergikere var begrundelsen for forbuddet. Det endte med, at den rethaveriske mand fik togføreren til at sende de formastelige ud ved cyklerne. Manden over for mig måtte efterfølgende rømme sig op til flere gange for at få vejrtrækningen og pulsen på normalt niveau igen (sådan tolker jeg det).
Det er ikke mange dage siden, jeg havde set en lille skødehund med i toget hjem. Den var faktisk noget mere irritabel end den store i dag. Men det ser man jo tit, at små hunde kompenserer for deres størrelse ved at være "store i munden". (Og her skal jeg nok lade være med at drage nogen paralleller). Jeg fik nu ikke tjekket, hvad der var af skilte, der regulerer hundes ophold i toget. Jeg har faktisk aldrig før lagt mærke til reglerne om hunde i S-toget. Jeg er vel bare altid i min naivitet gået ud fra, at folk måtte medbringe deres hunde, når de blot har tjek på dem.
Men så er der jo det med allergien ... og det har jeg selvfølgelig heller aldrig tænkt meget over. Jeg får jo stort set kun eksem af solen engang imellem ... Og har i øvrigt delt hus med hunde og hundehår i mange år. Jeg kunne næsten bedre forestille mig "allergiske" reaktioner over for brokkerier og konflikter i tætpakkede toge. Jeg må nu sige, at det er forbavsende lidt jeg har oplevet af den slags.
25. januar 2008
Slidgigt. Kapitel 1
Jeg tror, jeg får et nyt motto: "Jo, jeg kan så!!"
Jeg får lyst til at gøre en masse, som jeg ifølge ortopædkirurgen ikke burde kunne. Ren trods.
Jeg fik læst en masse om gigt på internettet i aftes. Fik også tænkt mere på de langt mere alvorlige diagnoser, som folk blandt mine venner og bekendte har fået stillet - og fik lidt dårlig samvittighed over mit klynk af g.d.
Jeg får lyst til at gøre en masse, som jeg ifølge ortopædkirurgen ikke burde kunne. Ren trods.
Jeg fik læst en masse om gigt på internettet i aftes. Fik også tænkt mere på de langt mere alvorlige diagnoser, som folk blandt mine venner og bekendte har fået stillet - og fik lidt dårlig samvittighed over mit klynk af g.d.
24. januar 2008
Knysten. Kapitel 2
Så faldt dommen: slidgigt i storetåens grundled.
Tja, dom er vel lige hårdt nok at sige. Og jeg har tænkt lidt tanker om, hvordan jeg ville have haft det på turen til lægen, på turen derfra ... og nu, hvis det havde været noget rigtig alvorligt, sådan livstruende. Men ham, ortopædkirurgen fik det nu alligevel til at lyde nærmest som en dom. Godt, at jeg på forhånd havde hørt om ham, at han ikke ligefrem var en optimistisk person.
Men jeg fik da noget ondt af mig selv ... En knyst; det er da skæmmende og uskønt. Men slidgigt ... det er da sådan mere ... en sygdom. Og jeg som er vant til at anskue mig selv som en gennemsund og rask person. Øv! Nå, ja, den alder ... og sådan ... Stadig øv!
Fremtiden? Alt. 1: en operation, der vil gøre leddet stift, men fjerne hævelsen og sikre, at jeg kan gå ... Alt. 2: ortopædiske sko. Hmmm?! Stadig øv! Under alle omstændigheder: aldrig mere højhælede sko! Nå, det kan jeg også godt leve uden ... om end ikke helt uden ærgrelse.
Jeg har ikke besluttet noget endnu. Andet end, at jeg stadig satser på vandreferie til sommer! S'gu!! Jeg ved, jeg kan nu - er i hvert fald 99,5% sikker! Jeg ved ikke, hvor hurtigt efter en evt. operation jeg ville være i stand til det ... Så må jeg tage stilling til en evt. operation til efteråret.
Og så må vi se, hvad der sker herefter. Men i hvert fald må jeg søge mere oplysning, før jeg beslutter mig endeligt. - I'll be back!
"Knysten. Kapitel 3" kommer til at hedde "Slidgigt. Kapitel 1"
I alt fald var det lige den rigtige dag, at der lå en MySpace-besked til mig fra John Wright!!
Tja, dom er vel lige hårdt nok at sige. Og jeg har tænkt lidt tanker om, hvordan jeg ville have haft det på turen til lægen, på turen derfra ... og nu, hvis det havde været noget rigtig alvorligt, sådan livstruende. Men ham, ortopædkirurgen fik det nu alligevel til at lyde nærmest som en dom. Godt, at jeg på forhånd havde hørt om ham, at han ikke ligefrem var en optimistisk person.
Men jeg fik da noget ondt af mig selv ... En knyst; det er da skæmmende og uskønt. Men slidgigt ... det er da sådan mere ... en sygdom. Og jeg som er vant til at anskue mig selv som en gennemsund og rask person. Øv! Nå, ja, den alder ... og sådan ... Stadig øv!
Fremtiden? Alt. 1: en operation, der vil gøre leddet stift, men fjerne hævelsen og sikre, at jeg kan gå ... Alt. 2: ortopædiske sko. Hmmm?! Stadig øv! Under alle omstændigheder: aldrig mere højhælede sko! Nå, det kan jeg også godt leve uden ... om end ikke helt uden ærgrelse.
Jeg har ikke besluttet noget endnu. Andet end, at jeg stadig satser på vandreferie til sommer! S'gu!! Jeg ved, jeg kan nu - er i hvert fald 99,5% sikker! Jeg ved ikke, hvor hurtigt efter en evt. operation jeg ville være i stand til det ... Så må jeg tage stilling til en evt. operation til efteråret.
Og så må vi se, hvad der sker herefter. Men i hvert fald må jeg søge mere oplysning, før jeg beslutter mig endeligt. - I'll be back!
"Knysten. Kapitel 3" kommer til at hedde "Slidgigt. Kapitel 1"
I alt fald var det lige den rigtige dag, at der lå en MySpace-besked til mig fra John Wright!!
22. januar 2008
18. januar 2008
En solsort?
Jeg syntes, jeg hørte en optimistisk solsort - indbildsk solsort - naiv solsort - på Lyngby station i dag ....?
Abonner på:
Opslag (Atom)